Aktuelt

Tekst-arkiv

Billed-arkiv

Links til venner

Nyhedsbrev

Kontakt os

 

 
 

Vi lader os ikke skræmme
Evaluering af demonstrationen mod racisme i forbindelse med Dansk Folkepartis kongres i Odense 2004

Lørdag den 18. sept. 2004 arrangerede folk fra den antifascistiske café Zekés en demonstration mod racisme og fremmedhad i forbindelse med Dansk Folkepartis kongres i Odense.

Det fik nazister fra netværket "Dansk Front" til at mobilisere for at angribe denne demonstration og forhindre antiracister i at demonstrere mod Dansk Folkeparti og Dansk Fronts menneskesyn. Nazisterne kunne dog kun mobilisere omkring 10 af deres slagsbrødre, der bl.a. dukkede op for at fotografere og registrere antiracisterne. ”Dansk Front” er berygtede for deres utallige volds– og hærværksaktioner i Århus samt deres angreb på et multikulturelt arrangement i marts i Frederecia i år. De få nazistiske fjolser holdt sig dog væk fra demonstrationen, efter at de omkring 200 antiracistiske demonstranter gjorde dem opmærksomme på, at de var opdaget.

Hærværk og trusler fra 2 gange DF

Antiracisterne tog efter demonstrationen til Vollsmose for at holde grillfest og hygge i fredelige og trygge rammer. Imens har de få nazister, der var samlede i Odense måske været skuffede over, at de ikke kunne angribe demonstranterne. Om aftenen ved 21-tiden dukkede de op ved café Zekés i Odense Centrum og smadrede adskillige ruder med diverse kasteskyts. Der var ingen i caféen og ingen kom til skade. To biler med nazister, der lavede "sieg heil"-hilsenen blev set køre fra stedet.

Den antiracistiske demonstration forløb fredeligt og var i vores øjne vellykket: vi fik vist vores mangfoldighed og glæden derved, vi fik vist, at der er eksisterer et andet menneskesyn end det, nazisterne og racisterne står for, vi fik vist, at vi ikke er bange for mangfoldigheden og andre kulturer. De antiracistiske demonstranter viste også, at vi ikke lader os skræmme til tavshed - hverken af de trusler, vi modtog fra nazisterne, eller af Dansk Folkepartis Ungdoms formand, Kenneth Kristensen, der med utvetydige løgne opfordrede folk til at opgive deres ytringsfrihed.Hans påstand var i Fyens Stiftstidende 18/9, at en demonstration mod racisme er en demonstration mod demokrati - mage til totalitært og fascistoidt vås skal man mange år tilbage for at finde! Under demonstrationen talte bl.a. dansk-irakeren Omar Dahir, som DF vil udvise fra landet fordi, han har benyttet sin ytringsfrihed og skrevet læserbreve. Nu ønsker DFU tilsyneladende med løgn og propaganda at skræmme folk fra at bruge deres ytringsfrihed til at vise deres holdninger i en demonstration.

Ligeledes påstod Kenneth Kristensen, at "autonome grupperinger på Fyn" tidligere har forsøgt at "stene Dansk Folkepartis Ungdom ud af byen". Dette er en direkte løgn! Antifascister i Odense har i nu fem år i træk markeret et andet menneskesyn end det racistiske, når DFU har holdt deres møder, men det har hvert år foregået fuldstændig fredeligt. Omvendt så har nazister nu for anden gang i træk dukket op til DFU og DF's møder for at angribe antiracistiske arrangementer - sidst var det i marts i Fredericia.

Kenneth Kristensen fra det ene DF leverede med sine løgne det kasteskyts, som nazisterne fra det andet DF brugte i deres hærværk.

Endnu et skridt mod politistaten
I forbindelse med demonstrationen blev nogle af antiracisterne uberettiget tilbageholdt af politiet. Som det også fremgår af medierne, havde ingen af tilbageholdelserne noget at gøre med kriminalitet fra antifascisternes side. De første blev tilbageholdt på grund af ubetalte bøder og resten blev uden grund anholdt for "mistænkelig adfærd". De var antiracister der var på vej til en fredelig demonstration.

Disse sidste anholdelser blev foretaget på baggrund af en ny lov, der giver politiet ret til at tilbageholde hvem som helst uden nogen form for gyldig mistanke eller beviser. Under demonstrationen er det vores indtryk, at politiet opførte sig bedre end vi nogensinde har oplevet før i forbindelse med venstreorienterede demonstrationer i Odense. Men benyttelsen af denne nye lov er et kraftigt skridt mod opløsning af enhver form for retssikkerhed og mod en mere totalitær politistat.

Vi lader os ikke skræmme
Vi takker alle, der deltog i demonstrationen og var med til at vise, at der er alternativer til Dansk Folkepartis intollerante snæversyn. Vi takker alle, der mødte op på trods af trusler fra de to gange DF: "Dansk Folkeparti" og "Dansk Front". Vi havde en god demonstration og en hyggelig grillfest bagefter, men rudeknusning fra voldsfikserede nazister kunne vi godt have været foruden. Vi er dog tilfredse med at disse tåber var i kraftigt undertal og ikke turde at angribe hverken demonstrationen eller festen bagefter. Det er vigtigt at vi ikke opgiver at stå frem på grund af trusler om vold eller hærværk fra nazistiske voldmænd. Det er også vigtigt at stå frem og vise en opposition til Dansk Folkepartis platte antidemokratiske retorik og hetz. Vi synes, at vi fik gjort begge dele: Dansk Fjolsepartis kongres måtte dele medieopmærksomheden med den antiracistiske opposition.

Til anti-nazistiske kammerater: vi håber på jeres solidaritet og hjælp til at få nye ruder i vores Café, da det vil være en udgift for os. Vi håber på økonomisk hjælp, så vi kan vise at sådan en smule rudeknusning fra nogle tåbelige nazister ikke vil være dét, der knækker venstrefløjen.

Du kan støtte Den Lokale Gruppe (DLG), som er den forening der driver Zekés, ved at indbetale et støttebeløb på vores konto i Arbejdernes Landsbank: Reg.nr. 5391 Konto nr. 4115655.


Vi lader os ikke skræmme:
Fremmedhadet må ikke stå uimodsagt.
Kampen mod racisme og nazisme fortsætter!


Odenseanere mod racisme
19.09.04

 
 
http://www.antifa.dk/faf