Erklæring i forbindelse med et "debatmøde"
mellem Bashy Qurashy fra Minoritetspartiet og Morten Messerschmidt fra
Dansk Folkepartis Ungdoms på Badstuen i Odense den 6. november 2003.
Erklæring
Fra Fynske AntiFascister
Vi
forventer intet af Dansk Folkepartis Ungdom, men Minoritetspartiet burde
afslutte dette møde nu og aflyse resten af den kæmpebrøler af en landsturne
de deltager i.
Gennem de sidste fire år har Fynske AntiFascister, i samarbejde med
andre venstreorienterede grupper i Odense, gjort et meget omfattende
stykke arbejde for at vise Dansk Folkepartis Ungdom, at de - ligesom
andre organiserede racister - ikke er velkomne i vores by.
Ved store demonstrationer, blokadeforsøg, antiracistiske koncerter og
meget mere, har vi organiseret en stærk opposition til Dansk Folkepartis
Ungdoms årlige landsmøde på Grand Hotel, og kun under massiv politibeskyttelse
har racisterne gennemført møderne.
Ved de mange og alsidige initiativer, som Fynske AntiFascister og andre
antiracister i Odense har lanceret og fortsat lancerer, er Dansk Folkepartis
Ungdom blevet gået lige ret imod. Fynske AntiFascister afslutter i den
forestående weekend en flere måneder lang kampagne mod racisme og fremmedhad
ved at afholde en konference, hvor vi blandt andet har valgt at fokusere
på Dansk Folkeparti, som her er repræsenteret ved deres ungdomsorganisation.
Det er nemlig uundgåeligt at nævne Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis
ungdom, når man redegør for, hvilke grupper af organiserede racister
der findes i Danmark i dag.
Det er i lyset af det lange og seje træk, som antiracismen er, at denne
erklæring skal ses. Efter års kamp mod racisme og helt konkret modstand
mod Dansk Folkepartis Ungdom har vi gjort det meget klart, at de ikke
er velkomne her i byen - og vi vil heller ikke denne gang lade det foregå
i fred og ro.
Det er derfor, at vi i dag raser mod Minoritetspartiet, der har valgt
at spytte alle antiracister i hovedet ved direkte at sabotere den kamp,
som de i stedet burde bakke op om og deltage i!
Fynske AntiFascister var til længe før minoritetspartiets kom på tegnebrættet
og har årelang modstand mod højrefløjen bag sig. Det er også derfor,
vi ikke tøver i dag. Den tidens strømning - at alt skal være til debat
- sætter vi os konsekvent op i mod, når det handler om racisme! Racister
skal ikke have plads til at manøvrere - og skal da slet ikke inviteres
til fadet af folk, der påstår at interessere sig for minoriteters rettigheder!
Der hersker ingen tvivl om Fynske AntiFascisters holdning: Vi støtter
alle undertrykte minoriteter i hele verden i deres kamp mod deres undertrykkere!
Kampen mod racismen er en del af denne kamp og kampen mod racismen er
kamp mod organiserede racister!
Derfor kan vi helle ikke understrege det nok; Dansk Folkepartis Ungdoms
politik er baseret på undertrykkelse og fascisme. De er ikke velkomne
i Odense. Lige meget hvem der inviterer dem!
Uanset Minoritetspartiets intentioner så fastholder Fynske AntiFascister,
at der ikke må være nogen platform for racisme! Racisme er ikke en politisk
holdning der skal debatteres, men en trussel der må og skal standes
på alle planer med alle midler!
Fynske AntiFascister kan derfor ikke lade dette møde foregå uforstyrret…!
Efter
denne erklæring blev læst op, forsøgte DFU at fortsætte
deres "debatmøde". En masse antiracister fik dog
overdøvet de racistiske udtalelser ved brug af telefon-ringetoner,
overdrevne klapsalver og forskellige kommentarer, indtil politiet
kom og smed alle, som racisterne udpegede, ud fra det "offentlige
møde". Til mødet, som var arrangeret og opreklameret
af DFU, deltog også personer fra Den Danske Forening og andre
højreekstremister.