Printervenlig udgave hos Kontradoxa

Den Danske Forening og dens racistiske dækorganisationer
- Søren Krarups indflydelse på dansk flygtningepolitik
Foredrag holdt ved FAF's antiracistiske konference 8.november 2003

Den Danske Forening (DDF) har, siden den blev stiftet i midten af 80’erne, med skiftende held påvirket opinionen i Danmark. Foreningens medlemmer har aldrig haft den store officielle gennemslagskraft, fordi de altid har været forbundet med had, racisme eller samarbejde med nazister. Men alligevel er det en ret stor gruppe af det officielle Danmark, der gennem tiden har haft kontakt til Foreningen. Mogens Glistrup og Pia Kjærsgård, adskillige politifolk, advokater, hel- og halvnazister, men også medlemmer af CD og Venstres kirkeminister Tove Fergo samt den socialdemokratiske borgmester i Brøndby, Kjeld Rasmussen, bare for at nævne nogle af dem.

Morgenavisen Jyllands-Posten og Ekstra Bladet har i perioder været hoforganer for DDF, så selvom foreningens navn altid har vakt afstandstagen blandt »de pæne danskere«, så har den i høj grad været med til at sætte dagsordenen – både via et massivt mediearbejde og ved dannelsen af et uoverskueligt netværk af undergrupper og dækorganisationer.

Højrefløjens chefideolog
Det er forfejlet at tro, at grupper som Den Danske Forening og Dansk Folkeparti ikke har nogen ideologi, men kun er en flok populister, som bejler til racistiske tendenser blandt vælgerne. Begge organisationer har racistiske træk, og de har haft stor succes med deres populistiske stil og retorik. Og selvom den kan være svær at definere klart, ligger der en faretruende ideologi bag de to organisationer.

Chefideologen på store dele af den yderste danske højrefløj har i årevis heddet Søren Krarup. Efter min mening er det svært at undervurdere hans indflydelse på dansk politik igennem årene. Søren Krarup var en af stifterne af Den Danske Forening, og han og Glistrup har om nogen andre været med til at starte den højredrejning, vi har oplevet siden 80’erne. Men hvor Glistrup bruser frem med sine latterlige holdninger og i dag ikke bliver betragtet som andet end en racistisk og paranoid galning, er Søren Krarup mere den ideologiske bagmand, som afventer situationen og nøje overvejer sine træk. Et eksempel er, at han har haft en afgørende finger med i spillet i dannelsen af Dansk Folkeparti, men alligevel ventede han med at melde sig ind, til han havde set, om det var noget, der ville holde.

Når man skal tale om Den Danske Forening, kan man ikke komme udenom at tale om Søren Krarup. Dels fordi historien om hans politiske karriere samtidig er historien om DDF’s dannelse og udvikling, og fordi Søren Krarup som sagt udgør foreningens ideologiske fundament.

Gud og Grundtvig
Søren Krarup er født i 1934. Ligesom sin far blev han præst og ligesom resten af familien – inklusiv fætteren Jesper Langballe – gik han ind i den teologiske bevægelse, Tidehverv. Tidehverv blev dannet i 1924 som reaktion mod den »blødsødne og sentimentale« kristendom og imod alle de kulturradikale og humanisterne, der tror, at mennesker kan arbejde for lighed og retfærdighed. Tidehvervpræsternes fundament er Luther og Grundtvig, og for dem er retfærdighed kun noget der hører Gud til – vi andre skal bare blive på vores plads i samfundet og ikke prøve at lave det om, for hvis vi gør det, ophøjer vi os selv til Gud.

Det er her, Søren Krarups menneskesyn er dannet. Han er imod menneskerettighederne, fordi de er et forsøg på at lave et universelt sæt af retfærdigheds-principper for alle mennesker. Men alle mennesker er ikke ens – så meget har Krarup forstået! Det betyder dog ikke, at han betragter mennesker som individer med ret til forskellighed. Tværtimod! Vi er alle født ind i en konkret sammenhæng – det Grundtvig kalder et folkefællesskab – og det skal man ikke prøve på at lave om på eller skille sig ud fra. Du har en nationalitet, et sprog, en religion, en familie og et samfund, du er født med og ind i. Det er din konkrete virkelighed.

Og når de kulturradikale og de venstreorienterede prøver at sætte spørgsmålstegn ved denne konkrete virkelighed, så er de nogle elitære intellektuelle, der sætter sig ud over den folkelige virkelighed. Ja, værre end det. De er direkte skadelige for samfundet og for de stakkels folk, som de får til at tvivle på deres egen identitet! Hvem ved, måske er det denne identitetstvivl, der får folk til at blive homoseksuelle, narkomaner, ungdomskriminelle eller andet, som Søren Krarup ikke mener hører til hos et sundt og stærkt folk.

Racisme eller fundamentalisme?
Om Søren Krarup er racist kommer an på, hvordan man definerer ordet. Han har ikke nogen race-teori som Hitler, men ligesom Hitler mener han ikke, at folkeslag og kulturer må blandes. Han mener ikke, at det ødelægger arvemassen, men at det ødelægger nationer og kulturer og dermed mennesker. Han mener at menneskerettighedserklæringen forsøger at gøre folkeslagene ens, selvom de er forskellige: Katolikker hører til i Rom, jøder skal være jøder i Palæstina osv. Hvad andre gør er underordnet, så længe de ikke forsøger at komme hertil, for i Danmark skal man være luthersk-kristen, bekende sig til monarkiet og leve i en heteroseksuel kernefamilie. Alt der ikke passer ind i dette, er en trussel mod »danskheden«.

Han ønsker altså at redde og bevare en bestemt samfundsform. Anders Fogh og Brian Mikkelsen er påvirket af Krarup og Glistrup, når de taler om »kulturkamp« og opgør med »smagsdommere« og »meningstyranniet«. Men det er jo ikke fordi nogen af dem ønsker at lade folk være fri til at have sin egen mening og leve sit eget liv – de skal helst leve det »rigtige«, det »traditionelle« liv. Egentlig er dette jo simpelthen en slags fundamentalistisk kristen konservatisme: De rige skal være rige, og de fattige skal overholde loven og bede til Gud, fordi det er bedst, når tingene er, som de nu engang er.

Med i medierne
Tidehvervs kamp mod de kulturradikale i 1920’erne fortsatte i 1960’erne som en kamp mod pædagogerne, kvindebevægelsen, fredsbevægelsen og de venstreorienterede. Søren Krarup gjorde sig allerede bemærket op igennem 1960’erne med læserbreve og artikler, men Tidehverv var stadig kun en lille bevægelse for nogle fundamentalistiske højreorienterede præster. Krarup var medudgiver af bevægelsens tidsskrift Tidehverv, men i 1984 skete der noget. Krarup blev bladets redaktør, og Tidehverv ændrer karakter fra at være et blad for en lille gruppe af højreorienterede teologer til under Søren Krarups ledelse at være et politisk offensivt tidsskrift med det formål at værne om »danskheden«.

Desuden var Søren Krarup helt tilbage fra 1960’erne fast skribent på Jyllands-Posten, men i 1988 bryder han med Jyllands-Posten og fortæller i Tidehverv, at avisen er blevet »holdningsløs«. Kort tid efter får han en invitation fra Ekstra Bladets redaktør Sven Ove Gade, og i Tidehverv fortæller han om, hvor glad han er for det nye samarbejde med gadedrengene på Ekstra Bladet. Sven Ove Gade og Søren Krarup havde ellers officielt ikke meget til overs for hinanden i starten, men det ændrer sig kraftigt. Fra 1993 til 1998 får Krarup udgivet omkring 100 kronikker i bladet, og da Ekstra Bladet i 1996 kørte kampagnen De Fremmede bliver Ekstra Bladet via Krarups indlæg nærmest Den Danske Forenings personlige avis.

Tidehverv, Den Danske Forening og Ekstra Bladet er således Søren Krarups våben i kampen mod det, der op igennem 80’erne og 90’erne bliver det hotteste politiske emne: Indvandrere og flygtninge. Ekstra Bladet baner i denne periode også vejen for Søren Krarups nuværende våben: Dansk Folkeparti. Og Pia Kjærsgård bliver nærmest helgenkåret af præsten og politikeren Krarup i Ekstra Bladet og hans andre tidsskrifter.

Selvom det er få år siden, han offentligt meldte sig ind i Dansk Folkeparti, har Søren Krarup altså haft ikke så lidt at skulle have sagt i dansk politik. Prøv blot at tænke over hvor mange af de »pæne« og stuerene politikere, der i dag taler om »danskhed« og »dansk kultur« i stedet for politiske problemer og løsninger. Bertel Haarder, Anders Fogh, Poul Nyrup, Karen Jespersen – de er alle stærkt påvirkede af Søren Krarups mangeårige propagandakamp, selvom de måske tager afstand fra ham.

Danmark for danskere
Søren Krarups virkelige gennembrud kom fra den ene dag til den anden. Den 21. september 1986 indrykkede han en annonce i Jyllands-Posten. I annoncen opfordrer han til boykot af Dansk Flygtningehjælps store landsindsamling, som skulle finde sted den 5. oktober. Det gør han ikke, skriver han, fordi han er imod, at man hjælper flygtninge i nød – tværtimod opfordrer han folk til i stedet at sende penge til Den Danske Afghanistan Komité, der er Konservativ Ungdoms alternativ til Operation Dagsværk. Brian Mikkelsen rejste personligt til Afghanistan for at overrække pengene til de fundamentalistiske Taliban-krigere.

Søren Krarups argumenter for boykotten var, at Dansk Flygtningehjælp er en af de frygtelige, politisk korrekte »smagsdommere«, der er med til at bestemme den danske flygtningepolitik. Han benyttede altså lejligheden – en indsamling, han egentlig var ligeglad med, til at starte den kampagne som Den Danske Forening, nazisterne, Dansk Folkeparti og den siddende regering i dag viderefører: Grænserne skal lukkes for flygtninge, de humanitære institutioner har alt for meget magt og bør lukkes.

Dette var enten et genialt træk af Søren Krarup, eller også bestod hele det etablerede miljø med politikere, journalister og meningsdannere også dengang af idioter. I hvert fald gik de lige i hans fælde, og i deres forsøg på at tage afstand fra ham, brugte de nøjagtig samme retorik som Krarup: »Dansk Flygtningehjælp har ikke noget med dansk flygtningepolitik at gøre, derfor kan man trygt støtte indsamlingen«. »At støtte indsamlingen er ikke det samme som at støtte dansk flygtningepolitik«. »Der kommer ikke flere flygtninge til Danmark, fordi man støtter indsamlingen – tværtimod«, argumenterede nogen. Nogle overgik ligefrem Søren Krarup i intolerante og fremmedfjendske indlæg. »bør man støtte indsamlingen og hjælpe flygtninge i deres nærområder så de ikke kommer hertil«.

Søren Krarup var ligeglad med indsamlingen. Han ville have sat fokus på den danske asylpolitik, han ville skabe en fremmedfjendsk stemning, han ville have »Danmark for danskere«, og denne dagsorden hjalp de ham alle med at sætte – også Dansk Flygtningehjælp. Og samtidig med at politikerne tog afstand fra Krarups annonce, gik de i panik og begyndte at indføre de første stramninger i flygtningeloven, der blot er blevet strammet til lige siden.

Foreninger for fremmedhad
Mængden af læserbreve der forsvarede Krarup viste, at der var grobund for at fortsætte den fremmedfjendske kampagne. Den 7. oktober 1986 mødtes en snes personer, der alle havde skrevet læserbreve mod asylpolitikken, på Hotel Admiralen i København. De diskuterede, hvorvidt de skulle danne et patriotisk parti eller en tværpolitisk forening, som skulle samle alle de »dansksindede« – det vil sige de fremmedfjendske – kræfter. Mange af dem var i forvejen medlemmer af Fremskridtspartiet, så valget faldt på stiftelsen af en tværpolitisk forening, der den 18. marts 1987 i Virum-hallen fik navnet »Den Danske Forening«.

Samtidig fulgte Søren Krarup op på sin annonce ved at samle nogle af sine gamle venner fra især Tidehverv. De kaldte sig »Komitéen mod Flygtningeloven« og indrykkede endnu en annonce, der kun fokuserede på flygtningepolitikken. Typisk for disse folk underskrev de ikke annoncen i eget navn, men med Det danske folk. Den accepterede Politiken dog ikke, så det blev ændret til Menige danskere. Med annoncen høstede de næsten 50.000 underskrifter mod asylpolitikken på 14 dage. Politikerne var nu i gang med at indføre stramninger i flygtningeloven, så I 1987 ændrede komitéen navn til »Komitéen mod Indvandrerpolitikken«.

De to grupper havde tæt kontakt til hinanden og holdt adskillige møder sammen. Desuden forsynede Søren Krarup Den Danske Forening med adskillige medlemmer ved at forære dem listen med navne og adresser på underskriverne på hans indsamling, på trods af hans løfte om ikke at vise navnene til nogen. I løbet af kort tid gled Krarups komité simpelt hen over i Den Danske Forening og overtog den.

En lukket klub
Styrelsen i Den Danske Forening kom sidst i 80’erne til udelukkende at bestå af folk fra Søren Krarups omgangskreds: Sune Dalgård, der fra starten var med i begge organisationer, Poul Winther Jensen og Harry Vinther, som begge var med i komitéen, og Peter Neerup Buhl fra Tidehverv overtog alle styrelsesposter i Den Danske Forening under formanden Ole Hasselbalch, som er Krarups nære ven.
Krarup ønskede ikke selv at have en officiel post i foreningen, men udpegede, hvem der skulle sidde i styrelsen, så han kunne kontrollere foreningen, men fralægge sig ansvaret, hvis noget gik galt.

Hvis noget går galt, er det også muligt for Styrelsen at fralægge sig ethvert ansvar. Den Danske Forening er opbygget sådan, at det kun er Styrelsen, der kan udtale sig og handle på foreningens vegne. Så når medlemmer af foreningen f.eks. skriver trusselsbreve til danske politikere, eller kommer med udtalelser, der stinker for meget af nazisme, så preller det af på foreningen.

Styrelsen er 100 procent enerådig, den har kontrollen over økonomien – også over den »hemmelige kampfond«, hvis eksistens skal stå som en latent trussel overfor dem, medlemmerne kalder »landsforrædere«. De enkelte lokal-kredse ude i landet har ingen kontakt med hinanden, men skal aflægge rapport til Styrelsen, som udsender direktiver. For at fuldende det såkaldte medlemsdemokrati i foreningen er Styrelsen selvsupplerende. Styrelsen kan ikke udskiftes eller væltes af de menige medlemmer, man udpeger selv nye styrelsesmedlemmer.

På den måde har Søren Krarups venner fuld kontrol med foreningen, uanset hvor mange landsbytosser, der melder sig ind, og hvis nogen skulle finde på at kalde Den Danske Forening for en racistisk organisation, er de klar til at anlægge injuriesag – for så længe Styrelsen ikke har udtalt sig racistisk, er det underordnet, hvad de enkelte medlemmer har sagt. Styrelsen er Den Danske Forening.
Centraliseringen går endda endnu videre. Formanden er nemlig det eneste medlem af Styrelsen, der har fuld adgang til foreningens økonomi og medlemsliste. Der har flere gange været skænderier på foreningens landsmøder på grund af denne mangel på demokrati, og styrelsesmedlemmer er blevet skiftet ud, fordi de blev trætte af formandens enerådighed.

Modstandskamp og racekrig
Tidehvervs inspirationskilder viser sig også i Søren Krarups nye forening. Navnet »Den Danske Forening« er hentet fra en forening, Grundtvig dannede i 1850 for at værne om »danskheden« og beskytte landet mod tysk kultur og indflydelse. Søren Krarup bliver også en flittig skribent i foreningens blad Danskeren, som ligeledes er opkaldt efter et blad, Grundtvig udgav. Krarup bruger også hans eget blad Tidehverv til at rose den nye forening og opfordre folk til at melde sig ind, ligesom han får udgivet kronikker i Ekstra Bladet, hvor han fortæller om foreningens patriotiske virksomhed.

Den Danske Forening fortsætter med det våben de startede med: Læserbreve. De danner et netværk kaldet Jerntanterne, som bombarderer landets aviser med racistiske læserbreve. Journalister fra Weekendavisen lavede i 1989 en undersøgelse, der viser, at langt størstedelen af læserbrevene om flygtninge og indvandrere er skrevet af folk fra Den Danske Forening. Samtidig påvirker medlemmer af foreningen diverse koldkrigs-organisationer som Erhard Jacobsens »Aktive Lyttere og Seere« og Hjemmeværnet.

I Danskeren skriver tidehvervpræsterne om Luther, Grundtvig, kristendom og »danskhed« og naturligvis om deres frygt for islam, indvandring, venstreorienterede og kulturradikalisme. Men kampen for det racerene, monokulturelle Danmark stopper ikke ved almindelige artikler og læserbreve. Under overskriften: »landsforrædere« offentliggør de i Danskeren billeder, navne og privatadresser på danske politikere og repræsentanter for humanitære organisationer – derefter er det så op til læserne at bruge de oplysninger, som de har lyst til!

En generel tendens i bladet er sammenligningen mellem flygtninge og de tyske besættelsestropper og danske politikere med samarbejdsregeringen under 2. Verdenskrig. De betragter sig selv som modstandsfolk, der udgiver et illegalt blad, og selvom de officielt skriver, at kampen skal føres med lovlige midler, er der henvisninger til hærværk, mordbrande og vold mod blandt andet flygtningecentre og Dansk Røde Kors, der virker opfordrende. Racistiske overfald bliver registreret i bladet som eksempler på »modstandskamp« og sammenlignet med modstandsbevægelsens »sabotageaktioner«.

I 1991 blev formanden Ole Hasselbalchs personlige noter afsløret på opskrifter på bomber, og andre ledende personer har vist deres store glæde for skydevåben og sprængstoffer. De har leget med tanken om mord og kidnapning af »landsforrædere«, de har pralet med deres tilgang til våben, og skrevet trusler – direkte og indirekte. Hvad der er formålet med deres »Kampfond«, som kun formanden har adgang til, er der ingen, der ved. Men ifølge dem selv, står kampfonden som en trussel til den dag, de vælger at tage ulovlige metoder i brug.

Det, nazisterne kalder »racekrig«, kalder Den Danske Forening altså for »modstandskamp«. Men eftersom hagekorset vækker en del ubehagelige minder for de fleste danskere, tager Den Danske Forening officielt afstand fra nynazisterne. Med deres kontakt til utallige pæne organisationer og med Søren Krarup som propagandaminister i Ekstra Bladet har foreningen bedre mulighed for at få deres dagsorden igennem i medierne end eksempelvis Jonny Hansens parti, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB).

Med den politik og retorik, Den Danske Forening fører, kunne folk ellers godt komme til at tro, at de er nazister, og melde sig ind på den baggrund. De vil gerne give et indtryk af at være en forening af lovlydige, pæne og almindelige danskere, og derfor må det selvfølgelig ikke hedde sig, at de har tilknytning til en forbryderisk og morderisk ideologi.

I foreningens vedtægter kom der derfor til at stå, at folk med nazistisk baggrund ikke kunne blive medlem – men den vedtægt har stort set ikke været brugt. Således var ungdomsorganisationen Dansk Ungdom, der blev dannet i 1996, meldt kollektivt ind i foreningen – på trods af åbenlyse nazistiske tendenser og kendte nynazister blandt medlemmerne, heriblandt Jonny Hansens DNSB, der også har fungeret som vagtværn ved Den Danske Forenings møder.

Den mere og mere åbenlyse kontakt til nazistiske grupper og flere skandaler i Den Danske Forening var grunden til, at Søren Krarup endte med at tage afstand fra foreningen sidst i 1990’erne. Han begyndte at bruge sin spalteplads i Ekstra Bladet til at propagandere for Pia Kjærsgårds udbryderparti fra Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti. Tidligere afviste Krarup tanken om en professionel politiker-karriere, men han ville overveje det, hvis der blev dannet et parti, som hverken var højre eller venstre, men repræsenterede »hele det danske folk«. Og få år efter var Dansk Folkeparti (DF) dannet. I november 2001 kom han i Folketinget for DF og han betragter stadig sig selv som nutidens Grundtvig.

Dansk Folkeparti tager over
Den Danske Forening har gennemgået stort set den samme udvikling som Fremskridtspartiet. Der er da også et betydeligt personsammenfald mellem de to højrerabiate grupper. Søren Krarup forlod, hvad der kunne ligne en synkende skude, og Den Danske Forening er heller ikke helt så indflydelsesrig i dag, som den var i 1980’erne og i 1990’erne.

I dag har Dansk Folkeparti overtaget en stor del af Den Danske Forenings rolle som opinionsdanner, men det er sikkert, at partiet aldrig havde fået den succes, de har i dag uden foreningens forarbejde. Foreningens gennemslagskraft i medierne og blandt politikerne har været så stor, at de faktisk overvejede at nedlægge sig selv på deres landsmøde i 1997, for som Ole Hasselbalch sagde: »Vi har sejret ad helvede til. De mål, vi satte os for ti år siden, er nået. Nu mener et flertal i den danske befolkning det samme om indvandrerpolitikken, som vi gør«.

Alle de ledende kræfter i Dansk Folkeparti har været medlemmer af Den Danske Forening, og nogle er det stadig. Tidligere samlede foreningen bredt og kunne på et tidspunkt prale med at være Centrum Demokraternes bagland, men i dag består den vel stort set kun af de rabiate racister og »landsbytosser« fra Fremskridtspartiet, som ikke gled over i Dansk Folkeparti.

Men »landsbytosser« er bestemt ikke en dækkende betegnelse for Den Danske Forening. Stifterne og de ledende personer i foreningen har aldrig været den brede repræsentation af det danske folk, de gerne giver sig ud for at være. Til disse hører en stor overvægt af faglærte og akademikere med ansættelse indenfor det offentlige: Jurister, politifolk, læger, toldere og selvfølgelig præster.

Gennemsyrer udlændingepolitiken
Selvom foreningens navn ikke er så velanset, som det har været, så er den stadig primus motor i en masse initiativer, kampagner og organisationer, som af og til sætter dagsordenen i medierne. De har valgt at sprede deres hadefulde budskaber, ved at have dækorganisationer til forskellige områder, hvor de kan angribe flygtninge og indvandrere. Op igennem 1980’erne var de aktive i eller stiftere af et utal af forskellige koldkrigs-grupper, og de har stået bag mange af de lokale lister mod indvandring, der har stillet op til kommunalvalgene. Hverken denne taktik eller læserbrevsproduktionen er noget, de har opgivet.

Foreningen »Dansk Kultur« blev dannet i 1990’erne og er tilsyneladende en pæn organisation med det formål at oplyse om dansk historie og nationale mærke- og helligdage. Foreningens hjemmeside ser ganske uskyldig ud. Der arrangeres foredrag, og man kan bestille materiale som klassesæt.
Man forsøger især at markedsføre sig overfor skolelærere, og materialet er flere gange blevet delt ud f.eks. på Odense Lærerseminarium. Men de foredrag, foreningens medlemmer holder, har samme paranoide og hadske budskab, som det budskab vi kender fra den forening, der står bag: »Indvandrere er ved at overtage landet, og hvis ikke danskerne skal komme i mindretal, skal grænserne lukkes og alle indvandrere smides ud«. Med andre ord: De samme forestillinger vi hører fra Den Danske Forening, Dansk Folkeparti og nazisterne.

Foreningen Dansk Kultur har også oprettet hjemmesiden Islaminfo, der ligeledes henvender sig til skoleelever og til lærere. Her skulle man angiveligt kunne finde »seriøs information« om islam, og på denne side har de også nedtonet hadefulde udfald, så det ikke virker så rabiat. Men budskabet er det samme. Det er skræmmende at se, hvordan de målrettet går efter at sprede budskabene selv blandt børn. Sidst i 1990’erne tilbød Den Danske Forening f.eks. et antal af danske børnehaver, at de kunne komme på besøg og opføre dukketeater med fremmedfjendske budskaber.

I foråret 2001 fik en ny organisation en masse omtale i især de fynske medier. En retssag, hvor nogle indvandrere i Odense var anklaget for voldtægt, gav gruppen »No-Kay« anledning til at holde en demonstration mod muslimer foran retsbygningen. Budskabet var, at islam er lig med kvindeundertrykkelse og voldtægt, og med den almindelige forargelse, der opstår efter en massevoldtægt, fik arrangørerne stor og positiv opmærksomhed i medierne, som dermed bidrog til at skaffe mange deltagere til deres demonstration. Mange af deltagerne forlod dog demonstrationen, da de opdagede at de var blevet narret til at støtte op om et racistisk foretagende arrangeret af folk fra Den Danske Forening.

No-kay startede med en fælles mailingliste for nogle af de gammelkendte højreekstremister i Den Danske Forening, Dansk Folkeparti, Dansk Forum og Fremskridtspartiet. Stifteren var Åse Clausen Berg, som til medierne udgav sig for at være en gammel rødstrømpe, der var bekymret over indvandringen på alle danske kvinders vegne. Ligesom i Den Danske Forening masseproducerede de læserbreve – især på Fyens Stiftstidendes debatforum – og de gennemlæste og diskuterede hinandens breve.

Også i No-kay var der ved at opstå intern splittelse på grund af nogle af medlemmernes nazistiske tilbøjeligheder, og til deres anden demonstration i sommeren 2001, var deres pæne image krakeleret, og nogle af de få tilhængere, der dukkede op, var nazistiske hooligans fra gruppen White Pride-folk fra Århus.

Nye navne
De ledende personer i No-kay havde dog stadig kontakt til hinanden, og initiativet genopstod med et nyt navn. I december 2002 holdt gruppen »Frit Folk« en demonstration i Fredericia, fordi de følte sig »udsat for censur«. Denne gang vidste alle dog, hvem de var, og deres manifestation fik ingen opbakning. I det efterfølgende forår prøvede de igen at holde en demonstration i Fredericia, men de opgav, da de fik at vide, at der var planlagt en moddemonstration.

Et af de nyeste skud på stammen af organisationer, hvor kredsen omkring Den Danske Forening har en finger med i spillet, hedder noget så fint som »Rådet for Kvinders Retsstilling og Integration«. Det er et af de politisk bredeste initiativer, de højrerabiate har været med i indtil nu. Med dette navn lyder de jo som en officiel institution, hvorigennem deres læserbreve og pressemeddelelser vil blive taget mere seriøst end ellers.

»Rådet for Kvinders Retsstilling og Integrations« hjemmeside ser ud som om, den er designet af de samme folk, der var i No-kay, men der er også links til islam-kritiske indvandrerorganisationer. Tidehvervpræsten og kirkeminister Tove Fergos tidligere spindoktor Henrik Gade Jensen er med, og der er ligefrem medlemmer af Den Danske Forenings hadeparti, det Radikale Venstre. Det er altså fint selskab, de er kommet i, men går man navnene i dette »råd« igennem, så er der gengangere fra de gammelkendte organisationer. Målet er endnu engang det samme: At kæmpe på alle fronter og udnytte ethvert initiativ til at sprede frygt og mistillid til alle dem, de ikke anerkender som »ægte danskere«.

En bragende succes
Den Danske Forening og deres mange dækorganisationer har formået at sætte en mediedagsorden adskillige gange. Både gennem kortvarige initiativer, som hurtigt bliver afsløret som fremmedfjendske, men som skaber opmærksomhed omkring deres propaganda – og igennem en lang kamp i interesseorganisationer og læserbrevsspalter.

Det projekt, Søren Krarup satte i gang i 1986, har været en bragende succes. Selvom de nærmest altid er blevet fordømt af de etablerede politikere og kaldt »ikke-stuerene«, så har de samme politikere langsomt adopteret Den Danske Forenings og Dansk Folkepartis retorik, holdninger og politik. I 1997 sagde Dansk Flygtningehjælps informationschef Klaus Rothstein i Politiken: »Det er bedrøveligt, at konstatere, at de ting, som man for ti år siden kun hørte i Den Danske Forening, nu også kommer fra partier som Venstre og Socialdemokratiet«.

Det er den ene front i Den Danske Forenings arbejde – den front, hvor de har sejret ad helvede til. Tilbage står spørgsmålene om deres samarbejde med de organiserede nazister, om »sabotage-aktionerne« og den hemmelige »Kampfond«. Dette er uafklarede spørgsmål om den anden front i Den Danske Forenings virksomhed, men det er grund nok til at tage denne organisation seriøst.


Kilder
Faklen nr. 9 og 11
Højrefløjens rædselskabinet, af Mikkel Thorup
Tjeck Magazine, november 2001
Samt racisternes egne hjemmesider og tidsskrifter

Skrevet i november 2003.
Denne artikel har også været bragt i Modkrafts magasin, Kontradoxa