Den Hvide Union
Af Ulf V. Olsen

I den danske EU-debat opfattes EU ofte som en modpol til det omsiggribende fremmedhad i Europa, som på dansk grund typisk menes at være repræsenteret ved det EU-skeptiske Dansk Folkeparti. Faktisk har det været en hyppigt anvendt begrundelse for at stemme ja ved folkeafstemninger, at alternativet var at komme i DFs usmagelig selskab.

De samme EU-tilhængere som anvender DF som et argument mod nejsiden, har dog ikke haft nogle hæmninger ift. tæt samarbejde med det samme parti på Christiansborg. Senest har partierne fra såvel den forgangne som den nuværende regering indgået et arbejdsmarkedsforlig med DF, som bl.a. forringer samlevende bistandsklienters økonomi. Hovedparten af disse samlevende bistandsklienter er mere mørklødede end gennemsnitsbefolkningen, hvilket overbeviste DF om, at forringelsen var en rigtig god ide! De EU-glade radikale - kendt af dem selv som Folketingets humanistiske fortrop - satte deres eget fingeraftryk på forliget ved at sikre, at de penge, som sparedes på bistandshjælpen, skulle gå til anderledes velstillede grupper i form af skattelettelser. Velstillede grupper uden tilsvarende store andele af mørklødede mennesker!

Også på udlændingeområdet har EU-tilhængerne i regeringen, bifaldet af dele af Socialdemokratiet, samarbejdet med DF. Et samarbejde der er forløbet glat, hvilket i grunden ikke er overraskende. For de fremmedhadske bevægelser i Europa er kendetegnet ved, at de tager afsæt fra den samme grundforestilling som EU: Der findes to slags mennesker: europæere og ikke-europæere. Og ligesom menneskeheden kan også selve verden inddeles i to kategorier: Europa og ikke-Europa. Fremmedhadet med dens skingre retorik, dens voldelige overfald, brandattentater m.v. er overalt i Europa målrettet mod ikke-europæere og ikke mod europæere fra andre lande. Fremmedhadets og EU's fælles platform er Europa.

Og denne fælles platform er tydeligvis også grundlaget for samarbejdet mellem regeringen med ”den store europæer”- Europaminister Bertel Haarder i spidsen, og DF. Udlændingelovgivningen er netop kendetegnet ved en grundlæggende skelnen mellem europæere og ikke-europæere. Den diskrimination som lovgivningen indebærer er udtryk for en systematisk europæisk diskrimination af ikke-europæere. Diskriminationen følger konsekvent, og med DFs velsignelse, EU's grænser - ikke den danske nationalstats. Den danske udlændinge lovgivning er ikke dansk-nationalistisk, men derimod gennemført euronationalistisk:

Regeringen har overladt det til kommunernes vilje og pengepung at tilbyde modersmålsundervisning i den erklærede hensigt at hindre og hæmme folks indlæring af deres modersmål. At hindre folk i at lære deres modersmål at kende - med mere eller mindre håndfaste metoder - er et overgreb, som man altid har brugt mod etniske mindretal. I Tyrkiet har det f.eks. i årevis været praksis i statens kamp mod kurdernes rettigheder. I et land hvor man ellers anser det for vigtigt, at børn lærer fremmedsprog, så de kan begå sig i den store verden, er det nu besluttet, at det er vigtigt at få aflært sproglige kompetencer i nogle bestemte fremmedsprog; nemlig de fremmedsprog, der tales af ikke-europæere. Der undervises imidlertid fortsat i engelsk og tysk i Folkeskolen for alle. Og modersmålsundervisningen er da heller ikke afskaffet for alle. Børn af borgere fra andre EU-lande - skal fortsat undervises i deres modersmål. Den hvide mands børn får altså fortsat modersmålsundervisning.

Europaministeren og DF forhindrer folk i at blive gifte sig med udlændinge, før de er 24 år gamle. Og man gør det i det hele taget vanskeligt at gifte sig med en udlænding. Fattige danskere kan glemme alt om at forelske sig i udlændinge. For der er krav om, at man skal kunne forsørge sin ægtefælle selv uden hjælp fra det offentlige. At gifte sig med udlændinge er hermed noget, der er forbeholdt de velhavende, med store boliger, stor indtægt, som kan stille 50.000 kroner i kaution og ikke har været på den ene eller anden offentlige ydelse i en årrække. Men igen. Disse regler gælder ikke ift. folk fra EU og Norden. Det er kun, hvis man er så uheldig at forelske sig i ikke-europæere, at man hindres i at blive gift.

Europaministeren og DF tildeler flygtninge særligt lave sociale ydelser. Den gamle integrationsydelse som indebar, at flygtninge fik ca. 2000 kr. mindre om måneden end danske kontanthjælpsmodtagere er nu genopstået. En integrationsydelse som de radikale fandt på og socialdemokraterne med Thorkild Simonsen i spidsen bakkede op. SR-regeringen måtte imidlertid trække sin lov tilbage, fordi den blev mødt af massive protester og fordi regeringen risikerede påtale fra FN.

Nu har man altså genindført den. Europaministeren og DF har dog været mere smarte end Socialdemokratiet og de Radikale. Man har lavet en bestemmelse om, at danske statsborgere som opholder sig i udlandet i mere end et år ud af de sidste 8 år også skal have særligt lave sociale ydelser. Hermed håber man at undgå den diskriminationsanklage, som SR-regeringen med rette blev udsat for - selvom man substantielt har gennemført nøjagtigt den samme lov.

Udlandet? Det betyder altså her - nu som under SR-regeringen - ”uden for EU”. Hvide mennesker udsætter man så vidt muligt ikke for den slags. Det gælder både statsborgere fra andre EU-lande og danskere som måtte bosætte sig i disse i en årrække.

Samtidig har man strammet asyllovgivningen op. Europaministeren søger nu ligefrem at lave fælleseuropæisk deportation af flygtninge tilbage til Afghanistan, som ifølge de danske udlændingemyndigheder er et sikkert land, trods overvældende vidnesbyrd om det modsatte. Medens EU således diskuterer fælles deportationer af mørklødede typer fra Afghanistan, og forsøger at lave en fælles asylpolitik vendt mod såkaldt asylshopping - hvorved flygtninges faktiske ”appelmuligheder” beskæres drastisk! - lukker man med indlemmelsen af Østeuropa i EU millioner af hvide ind i unionen. Og EU's nye fælles flygtningedefinition skulle endog ifølge Jyllandsposten 11.12.02 være af en sådan karakter, at den ikke nødvendiggør lempelser i regeringens og DFs flygtningepolitik! Skulle man gengive EU's aktuelle politik i paroleform så er det: Ud med de sorte. Ind med de hvide.

På trods af dette er jeg ikke et øjeblik i tvivl om at et væsentligt element i kommende tilhængerkampagner vil være et hæmningsløst forsøg på at identificere enhver nejsiger med DF. Man kan være trist herover fordi det utvivlsomt vil kunne sikre et ja på et falsk grundlag og fordi selve strategien repræsentere en modbydelig bagvaskelse af os, der har ganske andre begrundelser for vores nej (se ovenfor!).

Men den virkelige tragedie består i den udvikling som vi aktuelt ser i Europa, hvor geografisk definerede kulturforestillinger cementeres i lovgivning og institutioner på europæisk plan. Man taler om integration, mange behjertede mennesker advarer mod assimilation. Men det der faktisk foregår er noget andet end det man taler for og advarer i mod: Segregation.

Segregationen manifesterer sig dels internt i Europa, ved at man laver forskellige love for folk alt efter hvilke verdensdele de kommer fra. Men samtidig manifesterer den sig også i den store verden, fordi man med den nye europæiske stat, der grunder sig på en bestemt ”europæisk kultur”, hegner et bestemt geografisk område ind og dermed yderligere bidrager til at reproducere forestillingerne om en verden og en menneskehed, der er inddelt i forskellige, indbyrdes stærkt afgrænsede, kulturer. Der er europæerne - samlet i én europæisk stat - og så er der de andre, som man på enhver måde søger at holde ude. Man sætter skellene mellem ”kulturer”, der er bund og grund blot repræsenterer moderne omskrivninger af de gamle ”racer”. EU udgør både indadtil og udadtil en vigtig brik i etableringen af et globalt apartheidsystem. At bekæmpe dette globale apartheidsystem vil blive en politisk hovedprioritet for alle internationalistisk indstillede kræfter i dette nye århundrede. Ikke at understøtte det!

 

af Ulf V. Olsen,
Mag. Art i idehistorie og medlem af Enhedslisten