Hér vil vi - Fynske AntiFascister - prøve, at fortælle historien om, hvordan vi blev dannet og lidt om de aktiviteter, vi har lavet. Allerhelst vil vi dog fortælle om de erfaringer, vi har gjort igennem vores udvikling.

FAF blev dannet i  Odense i 1996 - udenom Rebel, udenom Rød Ungdom, udenom Enhedslisten, uden indblanding fra nogen af de landsdækkende organisationer. Det er netop dét, at vi aldrig har været en del af noget som helst andet, der er interessant ved FAF, og det er nok dét, der har gjort at FAF idag stadig fungerer, i en situation hvor Rebel for længst har givet op.

En lokal Rebel-gruppe er vel ellers hvad FAF har mindet mest om igennem det meste af vor eksistens, men at blive anerkendt som en samarbejdspartner af den landsdækkende organisation var ikke så ligetil, så længe vi beholdt vores eget navn. Senere var der kræfter i FAF, der mente at AFA var den mest oplagte samarbejdspartner i forhold til hvilke aktiviteter vi gerne ville lave - men heller ikke dér var tiltroen til de mærkelige odenseanere særlig stor.

Der er altså to relevante kapitler i historien om FAF: kampen for anerkendelse af resten af venstrefløjen - en historie der er relevant fordi vi altid har håbet at andre autonome (læs: selvstændige) grupper vil opstå, og de skulle gerne vide fra starten at der ér et netværk, de kan blive en del af. Det andet kapitel er historien FAFs interne udvikling, som bl.a. er en udvikling fra at være en lukket klub af mere eller mindre skolede socialister til at være en udadvendt organisation, der rent faktisk kan moblisere blandt den lokale ungdom. Selvom andelen af "skolede" og "erfarne" folk i FAF var større i begyndelsen, er FAF idag som organisation en hel del mere bevidst om hvad vi vil, og om situationen på venstrefløjen i det hele taget.

Men tilbage til begyndelsen: i 1996 var der i Odense et temmelig stort vakum på venstrefløjen. De venstreorienterede mærkedage, 1. maj og 9. november, var kontrolleret af nogle gamle mænd (den DKP-m/l fraktion, som senere blev til Oktober, som senere blev til APK). Det eneste udadvendte "miljø" var en stor gruppe af punkere og andre, som udover hardcore druk også kom i mediernes søgelys ved omfattende MacDonalds-smadringer. Herudover var der nogle få personer tilbage, som både havde været med til at grundlægge Rebel og til at nedlægge lokal-afdelingen igen. Disse sidste personer var efterhånden begyndt at brænde efter at lave politisk arbejde på gadeplan igen, men var trætte af de landsdækkende organisationer og deres fælles meninger og ueningheder - ligesom nogle af dem i punk-miljøet gerne ville noget mere seriøst end tilfældig druk & hærg.

Et møde blev aftalt på aktivitets- og kulturhuset Badstuen, og det første FAF bestod i efteråret 1996 af anarkister, der tidligere havde været aktive i tidsskriftet Direkte Aktion og Café Kaos, gamle VSU'ere og Rebeller, punkere og en enkelt SAP'er. Med denne sammensætning er det klart, at det første resultat ikke blev et stort forkromet manifest. Til gengæld var det ikke svært at blive enige om, at FAF ikke skulle være en traditionel organisation men snarere en platform for aktiviteter: møderne var åbne, alle kunne komme med forslag til aktioner, og hvis der var stemning for dem, blev de ført ud i livet.

Virkeligheden var dog - som den plejer at være - anderledes. Eftersom møderne blev holdt hjemme hos private, var de knap så åbne, og da selvpromovering bestemt ikke var vores stærke side, var det begrænset hvor mange der "bare lige" kiggede forbi med forslag til aktioner. Men aktiviteterne kom hurtigt: Kritiske Masser blev en fast del af programmet, og den første kampagne blev underskrifts­indsamlinger for den sorte dødsdømte journalist Mumia Abu-Jamal: et banner blev kastet ud fra Rådhusets øverste etage, mens der blev råbt og delt foldere ud. Kampen for Mumias løsladelse blev faktisk en fast kampagne i over to år - ikke at den er glemt nu, men lidt variation er nu nødvendigt, hvis engagementet skal fastholdes.

Det økonomiske grundlag var fra starten gunstigt, idet vi overtog et par tusinde kroner fra det nedlagte Rebel-Odense, og eftersom FAF ingen medlemmer - og derved intet kontingent - havde, bidrog alle med hvad de nu kunne og ville, når der skulle trykkes plakater e.l. Denne brugerbetaling blev dog glemt efterhånden som vi modtog de første fondstilskud. Den primære indtægtskilde var dog dét vi i lang tid var mest kendt for: politiske koncerter. Den første koncert vi arrangerede var på 4-årsdagen for massakren den 18. maj -93, og de der fulgte efter havde temaer som "Mod unionen", "Befri Mumia", "Asyl til alle" m.m. - hvis det bliver gjort rigtigt kan en koncert være en alle tiders propaganda-mulighed. Koncerterne blev dog så populære, at Badstuen, hvor de blev holdt, til sidst syntes, at vi skulle holde en pause med dem.

Deltagelse i blokaderne af nazisternes Hess-marcher var også en tilbagevendende begivenhed. I årene -97,-98 og -99 arrangerede vi busser fra Odense, og hér lærte vi et par ting. Den første var, at de "brede" demonstrationer og de mere militante blokader sagtens kan supplere hinanden, og den anden var, hvor surt et job det er, at skulle lege politibetjent til demonstrationer. Selvfølgelig var alkohol ikke tilladt i vores busser, men hvert år skulle vi skændes med de samme personer om dette emne og om, hvordan man opfører sig til demonstrationer generelt. Det var da også bl.a. folk fra Odense, der besluttede sig for at bryde igennem politiafspæringerne i Greve i -98, og da vi var med til at arrangere demonstrationen mod Blood'n Honours "Festung Langeland" i august -99, var det nær ved at udvikle sig til slagsmål, da vi afviste folk, der var døddrukne allerede inden busafgang. Det er altså ikke for sjov, når nogle af Odenses punkere anså os som nogle arrogante svin, men man drikker bare ikke til en demo og sådan er dét!

Det var forøvrigt i forbindelse med demonstrationen på Langeland at vi fik en mere personlig kontakt til antifascisterne i København. Vores aktiviteter var da også begyndt, at blive mere og mere fokuseret mod nazisterne og mod racismen. I vinteren 1999/2000 var vi med i noget, der hed "Unge For Etnisk Ligestilling", der spændte over alt fra Radi-kale, Kristeligt Folkepartis og LO's Ungdom til SFU og IS. Vi var ret skeptiske overfor dette projekt, og hvis det havde fortsat i længere tid, havde vi nok trukket os ud, men det var faktisk dét, at alle fra borgerlige til autonome samarbejdede mod racismen, der solgte historien til pressen og gjorde, at budskabet kom bredt ud.

At få budskabet ud kan man nu godt selvom man er en autonom gruppe. Det beviste vi, da vi de første 3 måneder af år 2000 ryddede forsiden på Fyens Stiftstidende 3 gange: "Besat med kaffe og kage", "Antifascister smurte skole ind i tapetklister", og "Morgen-duelig svinehund" var overskrifterne, da vi besatte det østrigske konsulat i protest mod den fascistiske regeringsdannelse, da Mogens Glistrup holdt møde omgivet af antiracistiske plakater, og da vi lejede en kranvogn og placerede to af Jens Galschiøts statuer foran det hotel, hvor Dansk Folkepartis Ungdom holdt landsmøde. Selvom vi havde mest lyst til helt at forhindre dem i at holde deres møder, gjorde de sidste to aktioner, at fascisterne ikke fik lov til at komme ud med deres budskab. Haider har vel næppe følt sig trådt over tæerne, men Østrig-aktionen var fed, fordi vi de næste to dage blev ringet op af østrigske organisationer og enkeltpersoner, der bare ville sige tak for solidariteten. I den forbindelse er en pressemeddelelse på internettet uundværlig.

Men nok om vores aktioner. 2000 var året hvor vi endelig fik vi vores egne lokaler - de blev åbnet den 18. maj og hedder Zekés (til de der skulle være i tvivl: det er navnet på tegneseriehelten Arne Ands stamværtshus). Vi havde indtil da ikke turdet tage den økonomiske satsning, men en ret stor tilgang af aktivister gjorde det til et folkekrav. Da det desuden er nærmest umuligt at være udadvendte, når man holder møder hos hinanden, dannede vi en forening sammen med den lokale (nye og nu nedlagte) Rebel-gruppe og kvindegruppen KIA. Med hensyn til huslejen genoptog vi det gode gamle princip: enhver betaler det, de mener de kan overkomme.

Situationen var nu den, at der var meget få af de gamle "erfarne" folk tilbage i FAF, men til gengæld var der kommet en hel del nye ildsjæle. Dette giver vel altid nogle problemer, som det er vigtigt at være opmærksom på. Dels havde vi vænnet os til at være en "lukket klub" af venner, og det synes somme tider uoverkommeligt dels at skulle for-klare forskellige indforståede begreber forfra, og endnu værre: at skulle tage bestemte diskussioner igen og igen. Men dette er nu en nødvendig proces (for alle andre end indspiste munkemarxister), hvis vi ønsker at venstrefløjen skal vokse.

Et værre problem var det dog, at de "gamle" i kraft af deres erfaring stadig var dem, der lavede det meste, og dermed dem, der havde mest indflydelse. Naturligvis skal erfaring ikke gå til spilde, men de erfarne får nemt en slags kunstig autoritet, der gør, at deres ord er mere værd - ansvaret ligger hos alle parter, da det er et kollektivt problem, som vi allesammen tog en weekend på landet for at løse. Resultatet blev en helt ny struktur: der blev holdt brainstorm over emner, vi ikke havde beskæftiget os nok med og oprettet emnegrupper med ansvar for, at der bliver lavet noget indenfor disse emner. Desuden blev det besluttet at holde møde hver 2. i stedet for hver uge, så der i mellemtiden bliver tid til at få taget alle de ideologiske diskussioner.

Og så trænger virkeligheden sig på igen: de nødvendige ideologiske diskussioner er der aldrig tid nok til at få taget, og den nye struktur må endnu stå sin prøve, men den skulle gerne betyde, at de "nye" får mere frie hænder, og de "gamle" forpligter sig til at dele ud af sine erfaringer. Lykkes dette ikke er konsekvenserne katastrofale: de "gamle" drukner i arbejde, erfaringer bliver ikke givet videre, og de "nye" føler sig overflødige - vi må betragte enhver ny aktivist som et aktiv der kan bidrage med noget positivt.

Til sidst er der kun at sige, at fænomenet spreder sig! Vi har altid håbet på at kunne inspirere andre til at danne autonome grupper (hvis ikke vi troede dét var det rigtige, ville vi ikke have organiseret os sådan), men blev ærligt talt lidt bekymrede, da vi blev spurgt om det var okay, at der blev dannet et FAF-Svendborg. Vi har kæmpet for vores navn og rygte, og så kommer nogle folk, vi næsten ikke kender, og vil hedde det samme som os, men stadig være uafhængige! Pointen er dog, at det var den samme manglende anerkendelse, vi stod overfor, da vi blev dannet, så fra nu af er Fynske AntiFascister ikke kun en lokal gruppe i Odense men et fynsk fænomen - vi håber på et godt samarbejde med Svendborg i kampen mod kapitalisme, racisme, sexisme og homofobi.