Europa er en racistisk konstruktion
Af Ulf V. Olsen

Over hele Europa har den fremmedfjendske højrefløj vundet indpas gennem de senere år. I Østrig er Jörg Haiders ”Frihedsparti” nu med regeringen. Og I Danmark står Dansk Folkeparti ifølge meningsmålingerne til at blive det tredjestørste parti. Fælles for disse højrepartier er en stærkt nationalistisk holdning og - i det mindste for nogles vedkommende - en stor EU-skepsis. Kort sagt: Disse højrebevægelser synes at være anti-europæiske, som det hedder sig i moderne EU-tilhænger sprog.

Intet er imidlertid længere fra sandheden. Højrebevægelsernes fremmedhad er overalt i Europa rettet mod mennesker af ikke-europæisk oprindelse. Det er ikke nordmænd, svenskere, ja end ikke tyskere, Pia Kærsgård og ligesindede tænker på, når de omtaler ”problemerne med de fremmede”. Det er det heller ikke, når Le Pen, Haider og Kærsgårds øvrige åndsfæller i Europa fører en tilsvarende retorik.

Fremmedhadet er overalt i Europa rettet mod tyrkere, kurdere, algierere, romaer, palæstinensere etc. Den racisme, som udfolder sig i Europa er netop en europæisk racisme, som retter sig mod folk, der betragtes som ikke-europæere. En betragtning, der ikke ændrer sig, selvom de folk den angår, har levet i et europæisk land hele deres liv, og f.eks. taler bedre fransk eller tysk end undertegnede.

At racismen udfolder sig fra en europæisk platform er ikke overraskende. Uden racismen kunne Europa ikke eksistere. Forestillingen om Europa, en fælleseuropæisk kultur, europæeren som en særskilt menneskerace eller- art, hviler i sit grundlag solidt på en anden forestilling uden hvilken Europa ikke kunne eksistere: Forestillingen om det ikke-europæiske.

Og disse to forestillinger, som kun kan eksistere i kraft af hinanden, er et fuldgjort moderne socialvidenskabeligt produkt. Dette kan illustreres med følgende beretning om europæernes syn på Afrika gennem tiderne.

I 1650 finder vi den italienske, katolske missionær Giovanno Franscesco Romano i Congo. Ifølge en af de nutidige afrikanske filosoffer, V.Y. Mudimbe, opfatter Romano ikke datidens congolesere, som anderledes end hans samtids europæere. Samfundets sociale struktur er for Romano - som samtidens Europa - delt op i undersåtter, grever, baroner. Og i toppen af kransekagen, Hans Majestæt, der af Romano respektfyldt omtales som netop Hans Majestæt. Heller ikke congolesernes skikke opfattes som specielt anderledes eller bizarre. Romano konstaterer uden patos, at congoleserne er mørkere i løden end ham selv. Akkurat som vi andre konstaterer, at nogle er rødhårede og dermed ikke sorthårede.
Godt 140 senere er den skotske opdagelsesrejsende Mungo Park i færd med at kortlægge floden Nigeren.. Opdagelsesrejser der bød på talrige overgreb fra de ”indfødtes” side, der uden tvivl kunne fremkalde racistiske følelser hos de fleste i dag. Men ikke hos Mungo Park: ”Lad os sætte, at en sort købmand fra Hindustan havde fundet ind til midten af England med et skrin juveler på ryggen og kongerigets love ikke ydede ham nogen beskyttelse; i et sådant tilfælde ville det mærkværdige ikke være, at den fremmede blev berøvet en del af sine rigdomme, men at der blev ladt nogen del tilbage til den næste røver. Således er den bedømmelse jeg efter moden overvejelse er kommet til angående mandingo-negrenes tilbøjelighed til rapserier over for mig. Uanset jeg selv led hårdt under det, finder jeg ikke, at deres sans for ret og uret blev afsporet eller ødelagt; den blev blot midlertidigt tilsidesat af en fristelse så stor, at det krævede usædvanlig karakterstyrke at modstå den".

Altså: heller ikke Park antager eksistensen af en særskilt afrikansk mentalitet, kultur eller natur. Han tillægger kort og godt de afrikanske tyve og overfaldsmænd de samme motiver og den samme mentalitet, som gør sig gældende blandt hans samtids europæere.
I løbet af 1700 årtallet udvikler der sig imidlertid forestillinger i Europa, som er radikalt anderledes end Romanos og Parks. Dette skete blandt meget andet med franskmanden Turgots teori om de fire samfundsstadier. Siden Turgot er der blevet produceret et utal af stadieteorier. Sådanne finder man eksempelvis også hos Freud, Marx, Hegel og positivismens grundlægger Auguste Comte. Og mange af disse omhandlede ikke kun samfundenes udvikling, men også udviklingen af den menneskelige psyke og det menneskelige intellekt.

Franskmanden Levy-Bruhl mente således, at menneskeheden var inddelt i to kategorier: De logiske (europæerene) og de førlogiske (ikke-europæerne). Gennem det 19. Århundrede udvikler denne type forestilling sig til at være alment accepteret socialvidenskab. I forlængelse heraf opstod to forskellige socialvidenskaber. Dels sociologien: Videnskaben om europæerne selv. Og dels etnografien/antropologien: Videnskaben om de andre.
For så vidt man overhovedet kan kalde etnografien for en socialvidenskab. Som DSBs blad Ud&Se havde en fortræffelig artikel om i september 1999, så blev folkeslag fra andre kontinenter ligefrem udstillet - live! - i zoologisk have i København frem til 1909. Og på det naturhistoriske museum i Cape Town, Sydafrika, har jeg selv så sent som i 1997 set buskmænd udstillet. Etnografien synes således oprindeligt at have været mere i slægt med zoologien end sociologien. I det mindste kan man da sige, at de ”fremmede folkeslag” - altså studieobjektet for etnograferne - blev udstillet sammesteds som zoologernes studieobjekter: dyrene.

Lad os opsummere så langt: Ikke-europæerne - altså f.eks. afrikanerne - havde frem til de moderne videnskabers fremkomst karakter af at være fuldgyldige mennesker på lige fod med ”hvide mennesker”. Op gennem det 19. Århundrede bliver de forvandlet til at være underintelligente undermennesker eller ”overdyr”.

Efter anden verdenskrig ændrer denne opfattelse sig i Vesten, formodentligt under det uudslettelige indtryk fra Auschwitz. Etapevis udvikler der sig en ny opfattelse i socialvidenskabelige kredse med forskere såsom Evans Pritchard og Peter Winch. Den forestilling, der især med Peter Winch vinder frem, går ud på, at andre folkeslag hverken er irrationelle eller førlogiske. De har derimod en komplet anderledes rationalitet.
To rationaliteter står over for hinanden - f.eks. den europæiske og den afrikanske - og disse er principielt usammenlignelige. Man kan altså ikke afgøre hvorvidt, det er den ene eller den anden rationalitet, der er den mest rationelle. Det ville nemlig forudsætte, at man ville kunne veje den ene rationalitet på den andens vægt.

Samtidig med denne proces forsvinder racebegrebet ud af den socialvidenskabelige diskurs og i stedet bliver kulturbegrebet det dominerende. Genetiske forhold ophører med at være forklaringsmodellen - og i stedet bliver kulturen det, der både forklarer og signalerer anderledesheden.

Umiddelbart synes disse nye kultur- og rationalitetsforestillinger at indebære en ligestilling i forholdet mellem resten af verden og Europa. De kan virke langt mere tolerante og forstående over for det, teorierne selv cementerer som det fremmede.

For det er netop, hvad de gør. Hvor usympatiske stadieteoriene om menneskehedens åndelige udvikling end var; så fastholdt de i det mindste en forestilling om, at alle mennesker befandt sig en og samme udviklings trappestige. Blot på hvert sit trin. For i f.eks. Levy-Bruhls forestilling lå naturligvis også, at de førlogiske ad åre ville blive logiske.

Med de gamle raceteoriers forsvinden og de moderne kulturteoriers opstandelse forsvinder dette fælles grundlag. Der er intet fælles tilbage. Hvilket i vor tids kulturteorier manifesterer sig på grotesk vis. Således flirter førnævnte Mudimbe gennem hele sit værk ”The Invention of Africa” med tanken om, at der eksisterer en særlig afrikansk rationalitet. En rationalitet, der samtidig er en ikke-vestlig rationalitet. Men det bliver ved flirten. Mudimbe - selv afrikaner - er ikke i stand til blot antydningsvis at redegøre for, hvori denne særskilte afrikanske rationalitet består. Den afrikanske rationalitet ender med at blive placeret uden for den menneskelige - og dermed også afrikanske - rækkevidde.

Det er imidlertid sådanne absurde forestillinger om eksistensen af fremmedartede kulturer, rationaliteter etc., der holder liv i forestillingen om det europæiske. Og skellene - den indbyrdes anderledeshed - mellem Europa og verden uden for har været stadigt tiltagende gennem de sidste 200 år.

I vores forestillingsverden vel at mærke. I den ”virkelige verden” er det gået stik modsat: Her er vi faktisk kommet tættere og tættere på hinanden gennem de sidste århundreder i takt med at den økonomiske, sociale, politiske integration af hele verden. Flere og flere livserfaringer er blevet fælles verden over: Pengeøkonomi, lønarbejde, urbanisering, moderne transportmidler, Coca Cola, Aids, AK47, CNN etc. Alligevel fastholdes en utidssvarende forestilling om menneskeheden som inddelt i i forhold til hinanden indbyrdes skarpt afgrænsede kulturer.

Selvfølgelig har de forskellige nationalistiske bevægelser i de forskellige europæiske lande forestillinger om det særligt franske, tyske, danske osv.

Men disse (imaginære) forskelle er for intet at regne mod de forskelle, som er sat mellem det europæiske og det ikke-europæiske. Den moderne Euronationalisme, hvormed netop EU legitimerer sig er langt mere dybtgående

Der er grund til at være bekymret over de nationale nationalismers fremvækst over alt i Europa. Men der er endog langt større grund til bekymring over den fremvoksende euronationalisme - som beklageligvis også har formået at samle oprigtigt humanistisk og internationalistisk indstillede mennesker under sine faner. Al snakken om Europa, den fælleseuropæiske kultur etc. cementerer - bevidst eller ubevidst - et racistisk verdensbillede i en verden, der skriger på global ansvarlighed og samhørighed.

Skrevet i 2001 af Ulf V. Olsen,
Mag. Art i idehistorie og medlem af Enhedslisten