Fascismen i teori og praksis

Der er mange der tjener en masse penge på at skrive lange analyserende rapporter og afhandlinger om fascismen. Men de fleste har det udgangspunkt at samfundet er ret godt som det er og at fascismen er en forfærdelig undtagelse fra hvordan det plejer at være. Denne artikel går ud fra at hele vores samfund bygger på vold og udbytning – fascismen er blot en yderligtgående konsekvens af de magtstrukturer der allerede eksisterer overalt. Hitler skød sig og Mussolini blev lynched. Men det fascistiske lig lever, og det er omgivet af kronikører. For mange er fascismens genkomst blevet et levebrød. Spekulative reportager i eftermiddagspressen, dybdeborende journalister og afhandlinger på universitetet. Alle udgiver sig for udelukkende at ville finde ud af hvordan det hænger sammen, men samtidig er de alle afhængige af at kunne sælge sine reportager eller forskningsprojekter. Det gælder om at kunne markedsføre sit emne så det falder i udgivernes smag.

Egentlig er det ingen kunst. Er man blot lidt lydhør lader man sig hurtigt rive med. Prøv for eksempel det her: snak uafbrudt løs om ”det moderne samfunds risici”, ”en udfordring for demokratiet”, ”etniske modsætninger”, ”fraværende fædre”, og ”identitetsløshed”. Man kan også bruge floskler som ”manglen på information”, og ”den stigende voldskriminalitet”. Afslut med lidt brobyggende snak og forsøg at se dybsindig ud. Dette er et sikkert staldtips. Nu kan du forklare fascismen i alle tænkelige sammenhæng.

Det er nogenlunde det samme med alt det andet bras der produceres i dette land: tusindvis af bøger med den samme grundlæggende opskrift. Dette er naturligvis sat hårdt op. Men hvad jeg vil sætte spørgsmålstegn ved er hvor megen viden der egentlig findes om fascismen, på trods af alt der er sagt og skrevet de sidste år.

Der findes unægtelig en indgående detaljeret viden om de fascistiske bevægelser indenfor den akademiske forskning. Problemet er at man ikke analyserer sammenhængene, det samfund der omgiver os. Det oftest uudtalte udgangspunkt for forskningen er at der ikke er det mindste galt med samfundet som sådan, og at det derfor ikke kan være grundlag for noget så afskyeligt som fascismen. Det vil sige, hvis der ikke er noget der går galt, alvorligt galt. Auschwitz ses som et ulykkestilfælde. Lasermanden var en ensom galning.

Jeg kalder dette for mangelperspektivet. Fascistiske bevægelser kan forklares ved det de mangler i forholdt til det øvrige samfund. Det drejer sig om noget væsentligt anderledes. Samfundet er demokratisk og humanistisk, hvilket fascismen ikke er. Det er den forskel der må forklares. Og eftersom fascismen ikke har nogen kobling til samfundets opbygning må forklaringen søges på et individuelt niveau. Spørgsmålet bliver derfor noget i stil med: hvordan kan det være at visse personer bliver fascister? Det sædvanlige svar er at visse mennesker bliver fascister fordi det mangler arbejde, mangler fremtid, mangler kærlighed, mangler identitet, mangler grænser; kort sagt lider af en brist på noget som normale mennesker har, eller antages at have.

Når man indser at alt der findes hos fascismen også gælder overalt i samfundet bliver spørgsmålet anderledes. Koblingen mellem fascismen og normaliteten bliver et problem. Vold og fornedring er ikke en fascistisk specialitet. Jeg mener at det i et kapitalistisk samfund hører hverdagen til at firmaer vader hen over lig for at tjene penge (børnearbejde, slavearbejde, pornoindustri, dyreindustri, våbenhandel). Det handler ikke om fascisme, men om at skabe en god gevinst og ikke blive udkon-kurreret. I et sexistisk samfund hører det hverdagen til at mænd bruger vold mod kvinder. Der behøves ingen ideologisk motivering, alle ved at det handler om at bevare kontrollen. I et racistisk samfund hører det hverdagen til at indvandrere mishandles og diskrimineres. Selv det er normaliseret. Der findes også en udbredt vold og foragt overfor homoseksuelle. Og hvordan er det med de seksuelle overgreb mod børn? Fængslerne? Vores samfund er bygget på vold og udbytning. Jeg tror at forudsætningen for at forstå fascismen er, at den sættes ind i disse sammenhænge.


Hvad er fascismen?
Der findes flere måder at se på fascismen. Personligt foretrækker jeg at analysere fascismen som en politisk bevægelse. Dette er ikke noget selvfølgeligt valg. Visse mener at fascismen er en ideologi, andre at det er alt det reaktionære lort der sker.

I den akademiske verden betragtes fascismen som en ideologi blandt andre. Den ses som en mængde idéer der kan formuleres ned på papir. Alt kredser omkring tidsskrifter og teorier, det der findes omkring os er ikke lige så interessant. Den praktiske virksomhed, den sociale basis og koblingen til magtstrukturer indgår ikke i definitionen på fascismen. Det er også det store problem med dette synspunkt, nemlig at praksis og strategi gives en underordnet rolle og at magtrelationer ikke nævnes. Et andet stort problem er at det bliver svært at tale om fascismen som et alment begreb. For hvis man betragter fascismen som en ideologi, så kommer man hurtigt frem til at der ikke findes nogen fælles fascistisk ideologi. Der er en stor spændevidde af holdninger blandt højreekstreme grupper verden over. Alene i Sverige er der store meningsforskelle angående synet på kristendom, stat, homoseksuelle, tilintetgørelse og andre spørgsmål. Og fascismeforskerne debatterer med hinanden om hvilke idéer der er mest specifikt fascistiske. Fascismen hakkes i små stykker, og derefter kan de ikke pusle stykkerne sammen igen.

Hvis ingenting til sidst er fascisme, med dette synspunkt, så findes der på den anden side en tendens indenfor venstrefløjen til at betragte alting som fascisme. Så snart et brutalt militærdiktatur kommer til magten så er det fascisme. Eller hvis de racistiske overfald tiltager så må det dreje sig om fascister. Hver reaktionær udvikling tolkes som fascisme, eller i hvert fald som et skridt på vejen mod fascisme. Til sidst er der ingen grænser for hvad begrebet fascisme kan betyde. Det bliver blot et kraftudtryk, en måde at sige at det virkelig bliver værre.

Alternativet er at se fascismen som en politisk bevægelse. Så kan man sige at fascismen har en ideologi og indgår i en reaktionær mobilisering, i stedet for at sige at den er det ene eller andet.

Som politisk bevægelse adskiller fascismen sig fra andre politiske bevægelser. Den udmærker sig ved sit valg af strategi, den ideologiske indretning, den sociale basis og forholdet til de etablerede magtstrukturer. Det er nødvendigt at vurdere alle delene. Man kan ikke definere fascismen ved at fokusere på et løsrevet aspekt, som for eksempel volden mod indvandrere, foragten for svaghed, den småborgerlige karakter eller funktionen for kapitalen. For der findes ikke noget enkeltstående aspekt indenfor fascismen som ikke også findes i resten af samfundet eller i andre politiske bevægelser. Det der er unikt for fascismen er i stedet kombinationen af elementer. Det vil sige, kombinationen af demonstrationer på gaden, teorier om hvorfor det er rigtigt at foragte svaghed, en mandlig subkultur og funktionen af at legitimere regeringens skærpede flygtningepolitik. Kombinationen af direkte aktioner, teorier om kvindens plads i samfundet, middelklassedominansen blandt sympatisørerne og tendensen til at gå i spidsen for en totalitær stat. Afhængigt af den politiske situation og hvilken modstand fascismen møder kan denne kombination ændres med tiden; nye elementer kan komme til, andre kan forsvinde eller omvendt, blive mere fremtrædende. Det der står tilbage er at fascismen kun kan defineres ved kombinationen af ideologi og praksis, organisation og social forankring.

Hvad bliver konsekvenserne hvis man tænker på denne måde? Hvordan skal vi fortsætte for nærmere at bestemme hvad fascismen er? Hvis fascismen er en politisk bevægelse må den også kunne studeres som sådan. Som alle politiske bevægelser formulerer fascismen utilfredshed og magtinteresse blandt bestemte befolkningsgrupper i en bestemt historisk situation. Efter min mening må en analyse af fascismen redegøre for hvert led i denne påstand. Så bliver de centrale spørgsmål: A. Hvilken historisk situation? B. Hvilke befolkningsgrupper? Hvilken utilfredshed? Hvilke magt-interesser? C. Hvordan formuleres utilfredsheden og magtambitionerne? Hvordan forholder bevægelsen sig til de eksisterende institutioner i samfundet? D. Hvordan adskiller fascismen sig fra andre politiske bevægelser som forsvarer lignende magtinteresser?


Hvilken historisk situation?
Første gang fascismen trådte frem var efter første verdenskrig. I Rusland gennem-førtes en socialistisk revolution i 1917. I flere europæiske lande faldt arbejderoprørene på mållinien. Men den organiserede arbejderklasse var stærk nok til at udfordre fabriksdespoterne og gennemtvang højere lønninger. Kvindebevægelsen vandt vigtige sejre i spørgsmål som uddannelse og medborgerlige rettigheder for kvinder. Som en modreaktion blev store dele af borgerskabet radikaliseret over hele Europa. Men de traditionelle konservative politikere stod magtesløse. Det var ikke nok at kræve en tilbagegang til lov-og-orden, og det stod ikke længere klart hvad den parole indebar. Hele det borgerlige samfund så ud til at være truet. For at citere Hitler, som i Mein Kampf formulerede stemningen indenfor visse dele af borgerskabet, var det på tide at udskifte ”de kraftesløse og svage forsvarsparoler med det modige og brutale angrebs feltråb”.

I bredde kredse spredtes indsigten om at der krævedes drastiske midler for at redde det gamle undertrykkelsessamfund. Den russiske revolution, arbejderoprørene og kvindebevægelsen fremkaldte en bred reaktionær mobilisering. Virksomhedsledere, jordejere, statstjenestemænd, familiefædre, militærpersoner og intellektuelle samledes for at forsvare sine privilegier, som de af mere eller mindre gode grunde opfattede som truede. Organisatorisk og ideologisk fandtes mange forskellige forslag til hvordan det skulle ske. Fascismen var et af dem.

I den etablerede historieskrivning lanceres denne periode som kampen mellem Fascismen og Demokratiet. Vi måtte alle lære i skolen at det var Fascismen der stod for volden og undertrykkelsen, men at det heldigvis endte lykkeligt da Demokratiet sejrede i 1945. Det der aldrig bliver sagt, er at lang fra kun var fascismen der stod for den reaktionære mobilisering, men at så godt som alle borgerlige kræfter deltog, ikke mindst de som efterhånden har fremstillet sig selv som Demokratiets forkæmpere. I virkeligheden gik udviklingen i samme retning i alle de rige kapitalistiske lande, hvad enten fascistiske bevægelser udøvede en indflydelse eller ej. I 20’erne blev mange af gevinsterne for de underprivilegerede grupper ophævet: de demokratiske rettigheder blev flere gange indskrænket, arbejdsprocessen blev rationaliseret, antisemitismen og racismen tiltog, kvindebevægelsen blev trængt tilbage af en patriarkalsk reaktion, staten øgede sit engagement i befolkningspolitikken, intolerancen mod handicappede blev forværret, undertrykkelsen af homoseksuelle blev skærpet og kernefamilien fremstillet som den eneste samlivsform.


Hvordan ser der ud i rækkehusidyllen?
Hvilke befolkningsgrupper? Hvilken utilfredshed? Hvilke magtinteresser?

Mange af dem der får lov til at udtale sig offentligt om hvem der er fascister gør intet forsøg på at skjule sine egne klassefordomme. Naturligvis fremstilles fascismen som uforenelig med den påståede humanisme og hensyntagen indenfor de dannede klasser. Derfor kobles spørgsmålet om fascismen sædvanligvis sammen med fore-stilningen om den uciviliserede underklasse: unge knægte som drikker for meget og som ikke har lært hvad menneskelige værdier er for noget. Men hvordan er det med deres egne prægtige sønner? Hvordan ser der ud i rækkehusidyllen? Og hvad syntes farmand egentlig om tyskerne under krigen?

Mussolini, den italienske fascistleder, vidste bedre da han beskrev sin bevægelse som et udtryk for ”de krænkede og højere gruppers voldsomhed”. Et handler om en vold der kommer oppefra og, præcis derfor, ikke kender nogen grænser. I en rammende formulering mente Mussolini at ”de krænkede og højere gruppers voldsomhed” var kynisk, systematisk, afskærmet, uden noget menneskeligt forhold til dets eget folk”.

De empiriske undersøgelser der er gjort, viser at fascistiske bevægelser frem for alt tiltrækker voksne vide mænd fra middelklassen. De er, som man siger, overrepræsenterede. Det gælder både i dag og i mellemkrigsårene. Den rigtige overklasse har per tradition været sværere at tiltrække. I erhvervslivet anses fascismen som utilregnelig og populismen har vel ikke været særligt tiltalende blandt dem der ser ned på almindelige folk. Men derudover er det en helt anden sag at de sørger for at holde sig til ved en eventuel magtovertagelse. Både i Tyskland og Italien indebar overgangen til fascisme at den traditionelle magtelite lagde beslag på alle topposterne mens de fleste oprindelige fascister hurtigt blev renset ud.

Fascismen er altså først og fremmeste en sag for mænd der befinder sig et eller andet sted i midten af det samfundsmæssige hierarki i nogle af verdens rigeste lande. Men ikke kun. Der findes mennesker fra alle sociale lag, deriblandt en del kvinder og arbejdere, som er organiserede fascister eller på anden måde sympatiserer. Men at mennesker fra underprivilegerede grupper tilslutter sig fascistiske bevægelser er undtagelser, som må forklares for sig. Det er ikke direkte deres utilfredshed og magt-interesser som fascismen kanaliserer.

Den utilfredshed og de ambitioner der gives en organiseret form i fascistiske bevægelser er ikke skuffelse i al almindelighed. Hvis det er tilfældet at hvide middelklassemænd udgør stammen i fascismen, må vi gå ud fra at det er deres utilfredshed og magtinteresser der formuleres. Det vil sige, at bevægelsen har et eller andet at tilbyde mænd som overordnede kvinder, hvide som profiterer på kolonialiserede eller militært erobrede lande, småborgere i deres position højere oppe på samfundsstigen end arbejderklassen, fædre som familiens overhoved og alle sammen i et modsætningsforhold til dem der ikke har en egentlig plads i samfundshierarkiet: handicappede, sigøjnere, jøder, homoseksuelle, kriminelle. Fascismen forbinder sig til og forstærker de fleste magtstrukturer i det eksisterende samfund.

Fascistiske bevægelser er en reaktion på at disse magtpositioner opleves som truede. Uanset hvorfra truslen kommer, tilbyder de muligheden for at forstærke magtpositionen på de underprivilegerede gruppers bekostning. Det spiller ingen rolle hvis f.eks. en lille virksomhed trues af storkapitalens konkurrence eller en stærk arbejderbevægelse eller både og, eller af noget helt andet som miljøbevægelsen: løsningen er altid at vælte omkostningerne over på undertrykte grupper.


Magt og utilfredshed
Hvordan formuleres utilfredsheden og magtambitionen? Hvordan forholder bevægelsen sig til de eksisterende institutioner i samfundet?

Fascismen gør alt for at mobilisere potentielle tilhængere til forsvaret af sine materielle interesser, naturligvis blandet med en god portiont? idealisme. Selv kyniske fascistledere forsøger at få det til at fremstå som om de kæmper for noget der lyder bedre end at de selv skal kunne fortsætte med at drage nytte af slavearbejde, kvindemishandel og anden undertrykkelse. I stedet hedder det sig at de slås for nationen, for familien, for traditionen, for etik og moral, for de evige værdier, for racen og så videre.

Det er den lyse side. Den mørke side handler om alle de overhængende farer det er nødvendigt at forsvare sig mod. Skræmmebillederne gør at fascismen lever og trives og så er ingenting for langsøgt. Selv små forandringer kan få enorme proportioner når de opfattes gennem den fascistiske ideologi. Højere lønninger siges at lede direkte til marxismens fangelejre, positiv kønskvotering forvandles til en feministisk konspiration og nogle tusinde flygtninge bliver til dødsstødet for den svenske race.

Hvad angår fascismen og de eksisterende politiske institutioner så drejer det sig om et kluntet forhold. På den ene side bygger de fascistiske bevægelser på de samme magtstrukturer – kapitalisme, patriarkat, racisme og så videre – som andre borgerlige partier og statslige myndigheder. På den anden side vokser fascistiske bevægelser oftest frem ved siden af de etablerede institutioner og indtager en oppositionel indstilling i forholdet til disse.

Denne holdning er ikke blot et spil for galleriet. Fascismen starter fra den dybe overbevisning om at de gamle institutioner ikke er i stand til at bruge kraftfulde midler for at forsvare de magtrelationer der bærer samfundet. Derfor anses en ny orden for at være nødvendig.

Den nye orden har to sider, en organisatorisk og en ideologisk. Hvordan de udformes afhænger meget af den aktuelle reaktionære mobilisering som fascismen er en del af. Det er vigtigt at huske at der ikke findes nogen specifik fascistisk organisationsform eller ideologi. Både ideologi og organisation forandres. Det behøver ikke at dreje sig om et politisk parti. Der findes fascistiske kirkere, diskussionskredse, netværk, lobbygrupper, punkbands, militser, terrorgrupper, og avisredaktioner. Medlemmerne behøver heller ikke at være indordnede i et stærkt hierarki, selvom det selvfølgelig er det mest nærliggende. Der findes eksempler på fascistisk organisering der mest minder om grupper af venner uden noget formelt hierarki. Ideologisk findes der heller ingen hellige kør. Den italienske fascisme klarede sig fint uden at antisemitismen nogensinde spillede en større rolle. Et andet eksempel er åbningen mod nyliberalismen og den mindskede tro på statslig styring af økonomien indenfor flere fascistpartier i den senere tid, deriblandt det franske Front National.


Fascismens skillelinier
Hvordan adskiller fascismen sig fra andre politiske bevægelser der også indgår i den reaktionære mobilisering?

Fascismen forandres konstant, ligesom resten af samfundet. Derfor er et historisk perspektiv forudsætningen for at forstå fascismen i dag. I nogle korte punkter vil jeg forsøge at sammenfatte, hvad der kendetegnede fascismen inden for den reaktionære mobiliserings rammer i mellemkrigstiden.

1. Fascismen indførte flere nyheder i forhold til århundredeskiftets borgerlige salon-politik. Bevægelsen profilerede sig ved en mere aggressiv ideologisk indretning, gennem en mere folkelig fremtoning og ved at prioritere gaden som den politiske arena. Overalt propaganderede og demonstrerede fascister, de bankede på døre og høstede stemmer, angreb modstandere og organiserede et parti efter militært forbillede.

2. På det ideologiske plan gik de fascistiske bevægelser længere end de traditionelle borgerlige partier hvad angår kravet om et radikalt brud med status quo. Målsætningerne var ikke kvalitativt anderledes men mere yderligtgående. Det var kraftige og tydelige signaler. Fascismen lovede en grundig national fornyelse, en åndelig genfødsel og endegyldige løsninger.

3. Det store spørgsmål for magthaverne på den tid var hvordan man skulle håndtere arbejderbevægelsens udfordring. Der var to hovedalternativer: integration eller knusning af arbejderklassen. Fascismen valgte en systematisk konfrontation med arbejderklassen, mens de traditionelle borgerlige partier i stedet forhandlede sig frem til kompromiser med socialdemokratiet. Konfrontationskursen indebar, hvis den var succesfuld, at det borgerlige demokrati blev afskaffet, at fagforeninger blev opløst ligesom al form for selvstændig folkelig organisering.

4. I modsætning til andre borgerlige partier, der lod som om klassekonflikten ikke fandtes, gik fascismen ud fra at den var et problem. Det sås som et centralt spørgsmål at bygge bro mellem modsætningerne mellem klasserne, så det underliggende folkefællesskab skulle træde frem. Efter at arbejderklassens egne institutioner var knust med lov og vold, blev der bygget helt nye institutioner som skulle manifestere dette folkefællesskab. I de fascistiske masseorganisationer – åbne for alle unge, eller specielt for kvinder, eller for fritidsaktiviteter, eller for alle i samme virksomhed – skulle mennesker fra alle samfundsklasser mødes og samarbejde for et fælles mål.

5. De nye fascistiske organisationer havde ikke nogen egentlig indflydelse, men de peger på en anden vigtig forskel fra traditionel borgerlig politik. Målet var ikke med-borgernes passive underkastelse. Fascismen bygger på en kontinuerlig reaktionær mobilisering, i stedet for passivisering, af store dele af befolkningen. Folkets støtte til regimet blev mobiliseret i kæmpe parader, gennem store indsamlinger af penge til fascistiske projekter, ved deltagelsen i masseorganisationerne og i krigsforberedelserne.

6. Fascismen stod for en kraftig forøgelse af statens indgreb, både i den økonomiske og den private sfære. Dette var i for sig en almindelig tendens i alle udviklede kapitalistiske lande. Men de fascistiske bevægelser gik længere når det gjaldt om at udvide statens magt, blandt andet fordi de ikke var hæmmet af den liberale tiltro til at markedet, familien og virksomhederne passer sig selv.

7. De fascistiske bevægelser understregede betydningen af de sociale og ideologiske konstruktioner ”race” og ”køn” som samfundsmæssige ordensprincipper. Hele samfundet skulle deles op i mandligt og kvindeligt. Det var et udtalt apartheidsystem hvori mændene skulle passe de offentlige affærer mens kvinderne skulle tage sig af den private sfære. På samme måde blev mennesker delt ind i forskellige racer/folkegrupper, som senere fik bestemte opgaver i samfundet. Chefpositioner og kvalificerede professioner blev reserveret for ”rigtige ariere”, mens lortearbejdet og tvangsarbejdet udførtes af ”mindreværdige” mennesker.

Nu var det racistiske hierarki og en skarp opdeling i mandligt og kvindelig ikke på nogen måde unik for de fascistiske samfund. Fascismen kom så at sige til et bord der allerede var dækket. Det specielle var i stedet at opdelingerne efter ”race” og ”køn” gjordes til en mere udtalt målsætning og at målsætningerne i højere grad blev virkeliggjort.

8. Som følge af den reaktionære mobilisering blev presset øget overalt mod dem der ikke passede ind i samfundets normer: jøder, sigøjnere, homoseksuelle, hjemløse, handicappede, socialister, feminister og så videre. Men i denne henseende gik fascismen et skridt videre, da repression gik over til systematisk udryddelse.


Fascismen i dag
Gennem næsten hele det 20. århundrede har der eksisteret fascistiske bevægelser i alle lande i den rige del af verden. Oftest har det drejet sig om meget små grupper, men der har også været tilfælde hvor fascismen har udgjort en virkelig politisk kraft. Fælles for disse tilfælde har været at det etablerede samfund befandt sig i en krise. Det gælder også for fascismens come-back på den politiske arena siden 80’erne.

Jeg vil ikke rode mig ud i lange udredninger om hvordan og hvorfor samfundet er i krise. Det er nok at konstatere at det ikke er noget der går over af sig selv, og at det der føres frem i medierne for at skabe en passende krisebevidsthed – høj arbejdsløshed, høj kriminalitet og så videre – højst er symptomer på krisen men ikke mere. Men et vigtigt aspekt af krisen som jeg vil tage op, er at overordnede gruppers magt-positioner er truede. Hvis samfundets institutioner falder sammen må de begynde forfra igen (for slet ikke at tale om risikoen for oprør). Truslen mod magtpositioner er også et centralt punkt i fascismen. Det ville være svært at mobilisere de potentielle tilhængere til bestialske voldshandlinger, hvis ikke deres egne privilegier var i fare, eller i hvert fald oplevedes som i fare.

Jeg vil afslutte med at argumentere for at underordnede gruppers mobilisering for sine rettigheder er en nøgle til forståelsen af både fascismens fremgang og forandring. Den oplevede trussel mod overordnede positioner er en vigtig grund til at der atter findes et marked for fascistiske bevægelser. Det er ikke hele forklaringen men nok en del af den. Desuden: eftersom fascismen rummer en mængde forskellige magtinteresser kan fokus hele tiden forskydes. Jeg tror at en grund til fascismens forandring siden 30’erne er at det oplevede trusselsbillede er forandret. Truslen nedefra har ændret karakter hvilket har bidraget til at fascismen er tvunget til at forny sig.

I mellemkrigstiden rettedes fascismens angreb frem for alt mod en stærk arbejderbevægelse. Nutidens arbejderbevægelse er forholdsvis veldisciplineret – få strejker, ingen fabriksbesættelser, ingen væbnede oprør. Derfor spiller arbejderbevægelsen ikke nogen større rolle for de nuværende fascistiske bevægelsers propaganda og praksis. Men kvindebevægelsen er stadig vigtig. Der findes intet der tyder på at dagens fascisme i mindre udstrækning end tidligere skulle være en følge af at mænd provokeres af feminismen. Snarere tværtimod. Samtidig er tre nye skræmmebilleder dukket op siden 30’erne: indvandringen (først og fremmest den ikke-europæiske), bevægelser for homoseksuelles rettigheder og radikale aktionsgrupper.

1. Før anden verdenskrig var indvandringen til Vesteuropa fra andre lande ubetydelig. Dermed fandtes der heller ingen indvandrere at hetze mod. Men jøder, sigøjnere og andre minoriteter måtte finde sig i en masse lort. De blev fremstillet som parasitter som forgiftede samfundet indefra. I dag udnytter fascistiske bevægelser hellere et andet skræmmebillede, nemlig at der kommer horder af mennesker udefra og lægger beslag på vores velstand. Men antisemitismen og raceideologien spiller stadig en central rolle blandt ortodokse nazistgrupper.

2. Homoseksuelle havde en klar plads i udryddelseslejrene. Fascismen har altid været ekstremt homofobisk. Men spørgsmålet er om ikke homoseksuelle snarere er et vigtigere angrebsmål for fascistiske bevægelser nu end i mellemkrigstiden. De øgede angreb kommer i så fald ikke af en ideologisk ændring men af fremgangen for dem der har kæmpet for homoseksuelles rettigheder. For forskellen sammenlignet med mellemkrigstiden er at der i dag findes en stærk homobevægelse.

3. Radikale aktionsgrupper, som både fysisk angriber fascismen og udfordrer de magt-positioner som den forsvarer, er i og for sig ikke noget nyt. Men nutidens antifascis-tiske grupper er ikke længere sammenknyttet til arbejderbevægelsen, som de var i mellemkrigstiden, men er i stedet en del af de sociale bevægelser der voksede frem i Vesteuropa efter –68. Det er noget nutidens fascister har tilpasset sig efter. Udover den specifikt antiracistiske/antifascistiske bevægelse angriber de også besættere, venstreorienterede boghandlere, miljøgrupper og fredsaktivister. Enhver form for social bevægelse nedefra betragtes som en trussel.

 

Hickory
[Tidligere udgivet i Brand nr.5 - 1997]
Oversat fra svensk af Fynske AntiFascister i 2001