Begivenhederne i Gøteborg kan få en afgørende betydning for den svenske venstrefløjs troværdighed. Enten går man på listefødder som nu, allierer sig med højrefløjen og det magthavende parti og reducerer optøjerne til et spørgsmål om orden. Eller så vover man at se begivenhederne fra et venstreorienteret perspektiv. Så sætter man urolighederne ind i en social sammenhæng og ser dem som et naturligt produkt af et stadigt mere brutalt samfund.

Venstrefløjen må vælge. Dette valg vil spille en afgørende rolle i den historiske vurdering af Gøteborg-optøjerne.

Efter protester i Prag sidste år kaldte de borgerlige mænd Alf Svensson og Mauricio Rojas aktivisterne i Prag for hooligans og voldsmænd. Svensson og Rojas blev skarpt kritiseret af en stort set enig venstrefløj. For et par uger siden fandt det samme som skete i Prag sted i Gøteborg, og nu er store dele af den samme venstrefløj enige med de herrer Svensson og Rojas. Man går endda længere i sine fordømmelser og kalder aktivisterne for terrorister. Hvad er den store forskel mellem Prag og Gøteborg bortset fra at politiet ikke skød med skarpt i Prag? Ingen efter vores mening, bortset fra at Gøteborg ligger tættere på dele af den svenske venstrefløj end Prag og den svenske venstrefløj har altid haft lettere ved at se ting klart jo længere væk fra Sverige de er sket.

Sjældent har venstrefløjen været så klarsynet som når det gjaldt Vietnam eller Sydamerika, men så snart konflikter spidser til på hjemmeplan, så bakker man ind i sine skrivebordsstøvede huler og fordømmer i skarpe vendinger. Svensson og Rojas kan knap høres i debatten om Gøteborg fordi venstrefløjspartierne klarer fordømmelserne så godt selv.

Forenkling igang
Der foregår en forenkling af begivenhederne i Gøteborg. Ivrigt forsøger alle at hævde at det var de tilrejsende tyskere og danskere som var de bærende kræfter i optøjerne. Det er mest bekvemt på den måde, det var ”de der andre, ikke os normale” der startede det. Problemet er jo bare at det ikke er rigtigt. Svenskerne var betydeligt flere end tyskerne og danskerne.

En anden forenkling, i samme ånd, er at det kun var ”de sortklædte” som gjorde modstand og angreb politiet. Det er jo heller ikke rigtigt. Mange vrede ”almindelige, normale” svenskere deltog meget aktivt. Måske ikke lige dem der er med i et parti, måske ikke dem der skriver i aviser, men dem som sædvanligvis ikke har eller vil have en plads eller stemme i det politiske system.

Man kan ikke gå den lette vej, højrevejen, og reducere begivenhederne i Gøteborg til uromageri og vandalisme. På den måde forvandles det hele til et spørgsmål om orden, en politisag. Går man lidt mere i dybden, så ser man det som et symptom på arbejderklassens magtesløshed og desperation i et nyliberalt samfund. Magthaverne har allerede fjernet sig så meget at de er uopnåelige, beslutningerne træffes hen over menneskenes hoveder og der findes ikke noget troværdigt politisk alternativ. Alle partierne opfattes som ens.

Venstrefløjen må lægge den moralske panik til side og for alvor begynde at arbejde med dette spørgsmål. Det nyliberale samfund genererer vold eftersom det i sig selv er voldeligt, uretfærdigt og undertrykkende. Det er sådan det må tolkes. Somme tider, når tilstrækkeligt mange undertrykte mødes, opstår en kollektiv udladning.

Det var en politisk, kollektiv udladning vi så i Gøteborg og i takt med at den traditionelle politik og dens former og udtryk opfattes som stadigt mere hul, vil begivenheder som dem i Gøteborg blive mere almindelige.

AFA uddefineres
AFA har som den eneste organisation støttet op om aktivisternes selvforsvar i Gøteborg. Noter: Vi har ikke planlagt eller ledt nogle optøjer. Vi har blot forsvaret retten til at forsvare sig, uanset om angriberen er ordensmagten. Denne lidet radikale stillingstagen får den svenske parti-venstrefløj til at brøle af oprørthed og stille sig på samme side som politiet og det magthavende parti i klassificeringen af aktivister som terrorister.

For første gang siden 1931 har ordensmagten beskudt en socialistisk manifestation, hundredvis af unge mennesker er blevet hårdt slået og ydmygede i en politimæssig overvold af gigantiske proportioner. I den situation vælger store dele af venstrefløjen at anvende politiets sprogbrug og angribe os. Kun for at følge opinionen. En opinion som mente at politiet ikke gik tilstrækkeligt hård frem i Gøteborg, selvom politiet selv sagde at de ikke kunne gå hårdere frem. Man vælger at følge en opinion som vil have hårdere tiltag, på trods at politiet skød tre mennesker.

Der foregår et forsøg på at uddefinere AFA indenfor den svenske venstrefløj. Vi er ikke ”ærlige, seriøse og hårdt arbejdende socialister”, som lederskribenten i Internationalen 25/01 skriver og helt sikkert selv er. I stedet er vi ”professionelle urostiftere” og de ”sorte kræfter”. Andre steder i avisen kan man læse at vi er ”sekterister” og ”politiske undergravere”.

Der er ingen grænser for hvad man vil gøre blot for at føje opinionen og på en eller anden måde vaske sine hænder.

Hvorfor er vi ikke forbavsede? Dette er rygmarvsreaktioner fra en parti-venstrefløj som regelmæssigt bøjer sig når det begynder at blæse. I stedet for at tage debatten om politiets overvold, i stedet for at spørge hvorfor tusindvis af unge ikke må holde en gadefest i fred, i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved de højrekræfter som begynder at tale om militære EU-styrker mod demonstranter, i stedet for at se at EU ikke har og aldrig vil have nogen interesse i demokratisk indflydelse, vender man sig mod AFA og ofrene for den mest brutale politivold Sverige nogensinde har været vidne til. Giver det troværdighed for fremtiden? Hvis svaret er ja, hos hvilke grupper er det troværdigt?

Venstrefløjen må ikke være fej
Det er normalt at være pissesur på det nyliberale klassesamfund der er vokset frem i 90-erne. Mange mennesker er vrede. Den svenske venstrefløj har ikke formået at tage hånd om den vrede og det vil man heller ikke gøre med sin snak om en disciplineret arbejderklasse eller andet pjat. Mennesker er trætte at at blive undertrykt og discipli-neret af et menneskefjendsk samfund, mennesker er trætte af at blive angrebet af en brutal ordensmagt, og så slår man tilbage. Så er det ikke venstrefløjens opgave at modarbejde modstanden, tværtimod er det venstrefløjens opgave at støtte op om den, at bryde den politiske apati.

Hvis venstrefløjen tager sig sammen og begynder at se begivenhederne i Gøteborg som det de var, politiske, følelsesmæssige handlinger, praktisk konkret modstand, så er der meget at vinde.

Hvis venstrefløjen er fej lader den højrekræfterne bestemme hvad der skete og hvorfor. Så får de lov til at beholde den fortolkningsret som de allerede har haft alt for længe.