Hvad skal vi med lønarbejde?
- en venstreradikal kritik

Af Inge og Alfred / autonomi-kollektivets info-service

Mens venstrefløjen sover og fagbevægelsen stort set kigger den anden vej, tager arbejdshetzen til. Lønarbejderne skal knokle mere og mere, samtidig med at de arbejdsløse ved hjælp af alskens kontrolinstanser disciplineres til at intensivere jagten på de jobs, der slet ikke findes. Denne situation udnytter arbejdsgivere og nyliberalistiske politikere til at skabe prekære arbejdsforhold for stadig flere. Dette kræver, at venstrefløjen tager væsentlige punkter i sin politik op til revision.

I Tyskland fejer kontroverser og heftige diskussioner hen over landet i disse dage, da en kreds af konservative politikere og arbejdsgivere ihærdigt forsøger at presse arbejdstiden op og ferietiden ned. I Siemens-koncernen er man gået i spidsen ved at forhøje arbejdsugen til 40 timer, alt imens de mest rabiate kræver, at der indføres 50-timers arbejdsuge og at helligdagene stryges. ”Vi må forklare befolkningen, at vi alle sammen fremover må arbejde mere. Folk må revidere deres krævementalitet” udtalte forleden Erwin Teufel, CDU-politiker og ministerpræsident i forbundsrepublikken Baden-Würtemberg. Det er i øvrigt toner, der også er lydt fra Fogh Rasmussen og andre nyliberalister i Danmark. Venstrefløjens partier og fagforeninger har ingen svar på disse angreb, for de har jo også altid selv krævet ”Arbejde til alle!” På overenskomstmæssige betingelser, selvfølgelig, men de har aldrig sat spørgsmål ved selve lønarbejdets karakter. Ikke desto mindre er det tvingende nødvendigt at sætte dette spørgsmålstegn – højt og tydeligt!


”Det er bedre at have et eller andet arbejde end intet arbejde…
I 1883 udgav Poul Lafargue, der i øvrigt var svigersøn til Karl Marx, en pjece med titlen: ”Retten til dovenskab”. Heri skrev han bl.a.: ”I stedet for i disse krisetider at kræve en generel fordeling af produkterne og den kulturelle underholdning til alle, så render arbejderne deres hoveder mod fabrikkens lukkede døre!” Det er de desværre blevet ved med lige siden.

Deregulering, fleksibilisering og individualisering har skabt stadig mere usikre og prekære levevilkår for de fleste. En stadig større del af arbejdsmarkedet i dag er kendetegenet ved arbejdsforhold uden kontrakter og fastskrevne rettigheder, ved formidling af udlejningsarbejdere gennem mere eller mindre obskure jobformidlingsbureauer, og i sidste instans ved tvangen til at iværksætte dig selv som din egen arbejdsgiver, hvis du vil undgå at ryge ned på socialhjælp. Der kæmpes stadig hårdere om de jobs, der bliver færre af . På trods af alt dette lovprises lønarbejdet i dag så højt som aldrig før.

I dag kan det moderne menneske dårligt forestille sig et liv hinsides lønarbejdet. For lønarbejdet giver ikke kun penge til den umiddelbare overlevelse. Dette arbejde giver tilmed en social identitet, det definerer ens position i samfundet, det fortæller ”hvem man er”. Denne opfattelse er det moderne menneske blevet indpodet de sidste par århundreder, og som følge heraf betragtes arbejdsløshed ikke kun som et spørgsmål om fattiggørelse men også om identitetstab. ”Det er bedre at have et eller andet arbejde end intet arbejde” er blevet gældende doktrin.


En lille afstikker i lønarbejdets historie
Tilegnelsen af ens sociale identitet på arbejdsmarkedet er historisk set et nyt fænomen. Det var ikke altid sådan, at tilskyndelsen til at bruge størstedelen af ens livsenergi på et fremmedbestemt arbejde var så inderliggjort som i dag. Det var heller ikke frivilligt, at de fleste mennesker lod sig indrullere i den arbejdshær, som skulle producere varer til et anonymt marked. Der var ingen begejstring at spore i befolkningen, da pengeøkonomien indledte sin fremmarch. De traditionelle livsmønstre fra før lønarbejdets diktatur blev ødelagt med vold og med tvang. Med våben og trusler blev mennesker fordrevet fra deres marker for at gøre plads til manufakturindustriens fåreavl. Retten til fri jagt, fiskeri og indsamling af brænde i skovene blev afskaffet. Når de fordrevne mennesker så hutlede sig frem ved at tigge og stjæle, blev de som straf indespærret i arbejdsanstalter og manufaktur-fabriker, hvor slavebevidsthed blev pryglet ind i dem dag ind og dag ud. Lønarbejdet blev således født som tvangsarbejde, og det voksede op i straffe- og arbejdsanstalter.

Jagten på menneskematerialet ”arbejdskraft” var sat ind, og den indre kolonisering i Europa gik hånd i hånd med den ydre. Mennesker i Nord- og Sydamerika og i Afrika blev indfanget som arbejdsdyr og anbragt i plantager og råstofvirksomheder, hvor de i stor stil blev underkastet et system, der bedst kan betegnes som ”tilintetgørelse via arbejde”.

Det var således soldater, forvaltere af straffe- og arbejdsanstalter, skatteopkrævere, slavefogeder og andre bødler, der konkret banede vejen for det moderne lønarbejdssamfund. Der går en lige linje fra kolonialismen, slavehandlen og de første arbejdsanstalter til Den Internationale Valutafonds strukturtilpasningsprogrammer for de forarmede lande, arbejdskraftens fleksibilisering og tvangsaktivering af de arbejdsløse.

Det moderne lønarbejdssamfund har imidlertid ikke udviklet sig uden protester. Forud for i dag ligger en lang historisk kæde af bitre modstandskampe mod lønarbejdet, som rækker fra bondeoprørene i det 15. og 16. århundrede, til bevægelsen af de såkaldte ”maskinstormere” i England, de schlesiske væveres opstand i 1844 i Østpreussen og til de autonome aktivister i Potere Operaio, som i Italien i begyndelsen af 1970’erne iværsatte en storstilet kampagne for afskaffelse af lønarbejdet og titusindvis af arbejdere fra bla. Fiat og Alfa Romeo fabrikkerne gik på gaden med kravet ”Afskaf lønarbejdet!” Lønarbejdssamfundet har sat sig igennem, men det tog et par århundreder, før vi kom dertil, hvor vi står i dag: Hvor lønarbejdet lovprises som aldrig før, skønt det har vist sig, at det er ødelæggende for både mennesker og natur.


Arbejderbevægelsen – en bevægelse for lønarbejde
”Snart dages det brødre, det lysner i øst – til arbejdet fremad i kor!” – sådan begynder en af de mest kendte sange fra arbejderbevægelsen i Danmark. ”Brødre, lad våbnene lyne / slaget det sidste er nært / Sejrens dag er i syne / Brødre, for arbejdets hær/….sådan lyder de første strofer i ”Rødgardistmarchen”, som i 1919 fik dansk tekst af Oskar Hansen. Der findes mange arbejdersange, der som disse glorificerer lønarbejdet og gør arbejderen til en helt, alene fordi han er lønarbejder. Arbejderbevægelsens historiske målsætning har altid været anerkendelse af lønarbejderen og dermed af lønarbejdet.

Arbejderbevægelsen har kæmpet for rettigheder og forbedringer, for højere løn, sikkerhed på arbejdspladsen og for retten til ferie og løn under sygdom. Men selve lønarbejdets funktion har de aldrig sat spørgsmålstegn ved. Stort set alle politiske afskygninger indenfor arbejderbevægelsen, fra socialdemokrater til stalinister og alskens socialister har indtil den dag i dag krævet ”Arbejde til alle!” Debatten og kampen har udelukkende drejet sig om, hvordan og hvorledes lønarbejdets tvangsmekanismer skulle udformes. I stedet for at bekæmpe det borgerlige samfunds hykleriske arbejdstvangsmoral, så kritiserer de det kapitalistiske marked for ikke at være istand til at skaffe lønarbejde til alle og efterlyser en statslig arbejdsbeskaffelsespolitik, som effektivt kan tilpasse de stakkelse arbejdsløse til arbejdsmarkedets lyksaliggørende umyndiggørelse og tvang. Med det frelsende lønarbejde som bindeled skal de arbejdsløse atter knyttes til samfundets ”arbejdende fællesskab”. For uden lønarbejde er du ”udenfor”, og ”udenfor” er du ingenting værd.


Lønarbejdets indtog i det politiske liv
Lønarbejdssamfundet er et perfidt og hierarkiserende system. Det baserer på selvundertrykkelse og inddeler mennesker i forvaltende og forvaltede, i arbejdsgivere og arbejdstagere. De politiske partier, inklusive venstrefløjens partier, afspejler denne opdeling i deres egne strukturer: Der er ledere og de som ledes, prominente og fodfolk, strateger og medløbere, og denne opdeling forhindrer såvel åben debat som åbne beslutningsfora. Derudover er det sådan, at en stor del af de mennesker, som er placeret på afgørende poster i det politiske liv ikke længere er entusiastiske aktivister, men derimod lønafhængige ansatte, der som pressetalsmænd, valg-managers, empiriske socialforskere, rådgivere, pr.-medarbejdere, finansspecialister og spin-doctors har en langt større indflydelse end den egentlige (parti)organisation, som de er ansat i. Med lønarbejdets indtog i det politiske liv bliver den politiske overbevisning som drivkræft til en anakronisme. Det er ikke længere et spørgsmål om fælles idéer og overbevisning, men om markedsanalyser, og personlig karriereplanlægning med indbygget konkurrence. Altså en afspejling af det kapitalistiske samfunds værdigrundlag.


Lønarbejdets krise
Efter 2. Verdenskrig kunne det for et kort historisk øjeblik godt se ud som om, at der med de fordistiske samlebåndsindustrier var blevet konsolideret et lønarbejdssamfund, hvor velstand kunne vokse i det uendelige, hvor massekonsum og socialstat kunne lægge låg på utilfredshed over livets ulidelige monotoni i et samfund dikteret af lønarbejdets meningsløshed. Men for det første forholdt denne forestilling sig kun til et lille mindretal af verdens befolkning. For det andet nedbrød kapitalens globalisering den borgerlige socialstat, som i en kort årrække havde udøvet en regulerende funktion i nationale rammer.

Alle de mange kriser, der gennem tiderne har rystet det vareproducerende system er hidtil blevet overvundet vha. kompenserende mekanismer. Via rationaliseringer blev produktiviteten sat i vejret. Mængden af arbejdskraft pr. produkt blev formindsket, men da der samtidig blev fremstillet et større antal produkter, kunne man kompensere for dette ved at ekspandere produktionen ud på nye markeder, ud til flere forbrugere. Et eksempel på dette er bilen. Da man på Henry Fords bilfabrikker i Detroit skabte en ny form for produktion ved at indføre samlebåndet og andre arbejdstekniske rationaliseringer, blev arbejdstiden pr. bil formindsket til en brøkdel af, hvad den havde været før. Samtidig hermed blev arbejdet uhyre intensiveret. Således blev bilen, der førhen havde været et luksusprodukt for de få, gjort væsentlig billigere og dermed blev den genstand for massekonsum. Bilen er tilmed et sigende billede på det højtudviklede arbejdssamfunds destruktive produktions- og konsumtionsmåde. Til ære for masseproduktionen af biler og den enorme personbilisme bliver landskaberne flænset og ødelagt af beton. Vores omverden bliver stadig mere hæslig, bilernes forurening nedbryder menneskenes helbredstilstand og med et træk på skuldrene accepteres det, at bilerne efterlader millioner af døde og kvæstede på gader og veje. Hvem har ikke hørt det kendte omkvæd …hvad Søren, det må man tage med i købet - husk på, at bilindustrien skaber masser af arbejdspladser, og uden biler – hvordan skulle folk så komme på arbejde ?!”.

Den teknologiske udvikling har skabt muligheden for at begrænse den nødvendige lønarbejdstid. Alligevel er det ikke muligt indenfor systemets rammer at gennemføre en generel og radikal arbejdstidsforkortelse. Den økonomiske rationalitet forlanger, at der på den ene side bliver stadig flere langtids-”arbejdsløse”, og at der på den anden side eksisterer et skrumpende antal ”beskæftigede”, som underkastes et stadig større arbejds- og præstationsræs. Hermed skabes det optimale grundlag for arbejdskraftens hurtige tilpasning, absolutte underkastelse og fleksibilitet. Det er vigtige faktorer, når de enkelte nationalstater konkurrerer om at tiltrække kapitalinvesteringer til netop deres land. Derfor sker det i disse tider, at selv midt i de rige lande vokser fattigdommen og sulten frem, mens intakte produktionsmidler og brugbare marker ligger brak og boliger og offentlige bygninger står tomme, mens bolignøden vokser og producerer flere hjemløse.

I dag mange år efter Margaret Thatcher og Ronald Reagan indledte æraen med benhård neo-liberalistisk politik i 1980'erne, ser vi resultaterne heraf træde tydeligt frem: En ekstrem social polarisering skaber stress og angsten for at blive en af dem, der kastes på den sociale mødding, breder sig.


Kong Midas og det moderne menneske
Efter århundreders socialisering til lønarbejdssamfundet kan det moderne menneske knap nok forestille sig et liv hinsides lønarbejdet. Lønarbejdets normer og rationalitet er inderliggjort i mennesker af i dag, og udenfor kontoret og fabrikken kaster lønarbejdet skygger over tilværelsen, idet alle aktiviteter i det, vi kalder fritiden, straks forvandles til præstationsorienteret arbejde. Joggeren sætter stopuret i gang og i det kromblanke fitnessstudio oplever vi trædemøllens postmoderne genfødsel. Når familien Danmark skal på ferie drøner de afsted i deres biler, som om de skulle opfylde en bestemt præstation.

Kong Midas, har ifølge den græske mytologi oplevet det som en forbandelse, at alt hvad han rørte ved forvandledes til guld – men hans moderne lidelsesfælle er nået langt ud over dette stadium. Lønarbejdsmennesket mærker slet ikke, at alle gøremål, som antager lønarbejdets mønster, mister sin sanselige kvalitet og dermed bliver ligegyldigt. Tværtimod: Kun ved at tilpasse sig varesamfundets logik tilskrives aktiviteterne formål og berettigelse. Arbejde er simpelthen blevet synonom med ethvert socialt nødvendigt og betydningsfuldt engagement, og derfor taler vi f.eks. om: omsorgsarbejde, pædagogisk arbejde, kulturarbejde osv.

Udenfor lønarbejdets sfære foregår der i øvrigt masser af samfundsmæssigt set nødvendige aktiviteter, der ikke regnes for lige så meget værd som lønarbejdet, alene fordi de ikke aflønnes. Denne hierarkisering af menneskets aktiviteter udspringer af selve det vareproducerende systems grundstruktur.

Når nutidens neo-liberalistiske politikere og deres hof af embedsmænd og –kvinder i dag priser det ulønnede arbejde i civilsamfundet, så er det ikke fordi, de lægger op til en forandring af samfundets gældende værdinormer. De leverer blot staten et alibi for at trække sig bort fra sociale forpligtelser. De forsøger at bilde befolkningen ind, at der er mening med de mange tvangsarbejdsprogrammer og de legitimerer, at krisens last hovedsagligt lægges på kvindernes skuldre, da det er kvinderne som i dag ulønnet udfører alt det omsorgsarbejde, de offentlige instanser har skubbet fra sig.


Alle mod alle
Selv om arbejdets fundamentale krise fortrænges og er blevet tabu, så præger det alligevel stort set alle aktuelle sociale konflikter. Vi har bevæget os fra et samfund med masseintegration til et selektions- og apartheidsamfund. En generel af-solidarisering har sat ind og har resulteret i alles kamp mod alle.. Du er din egen lykkes smed. Lønarbejderne flygter fra de bureaukratiserede og disciplinerende fagforeningsapparater. I dag drejer interessekampene sig stort set altid om at sikre sig selv og sine nærmeste på bekostning af ”de andre”. Mange ansatte lønarbejdere betragter ikke længere deres kapitalistiske arbejdsgivere som modpart, det er derimod de andre konkurrerende virksomheder i nabobyen eller i det fjerne Østen. Når spørgsmålet rejses, hvem der mon mister jobbet ved næste rationaliseringtiltag, bliver den umiddelbare kollega til den potentielle modpart. Lønarbejdssamfundet sætter alle i indbyrdes konkurrence. Solidaritet er blevet et fremmedord og den fundamentale samfundskritik har meget svært ved at trænge igennem med idéer om et andet samfund. Et samfund uden lønarbejde, uden rentabilitetsorienteret vareproduktion, penge, stat og nation.


Garanteret indkomst til alle!
Lønarbejderen producerer mere og mere rigdom, men det meste af denne rigdom bruges imod os til at kolonisere vores krop og sjæl. Hvis vi ser tilbage i historien, opdager vi, at det har krævet hårde kampe at tiltvinge os de timer og grader af dispositionsfrihed, vi i dag råder over. I de sidste årtier er de fleste imidlertid blevet tvunget til at arbejde mere på trods af en teknologi, som kunne reducere mængden af arbejde. Det er på tide at sige: ”Nu er det nok!” til en ideologi, der kræver vækst i skiftende sektorer, for hurtigst muligt at øge profitterne uden hensyntagen til reelle behov og økologisk fornuft.

Vi må kæmpe for en stadig systematisk reduktion for arbejdstiden for dem, der har et lønarbejde. Ikke for at reducere arbejdsløsheden eller for at øge beskæftigelsen. Det er et krav for at mindske lønarbejdet. Det er heller ikke et krav om 35-timers eller 30-timers arbejdsuge, men et krav om en permanent og systematisk reduktion af lønarbejdet. Det er en måde at befri os fra meningsløst og unødvendigt arbejde på.

Mange aktiviteter i vores liv er ”usynlige” – de regnes ikke for noget – fordi de ikke har karaktér af lønarbejde. Det gælder ikke mindst det omsorgs- og plejearbejde først og fremmest kvinder udfører indenfor familiens og fællesskabets rammer.

De arbejdsløse må udføre det meningsløse arbejde, det er til stadighed at søge arbejde. De arbejdsløse skal disciplineres, de forusikres konstant om deres egen værdighed og de holdes ”aktiverede”, for at de ikke skal tænke på kreative alternativer til lønarbejdets fremmedbestemte tvang. Således overvåges, bedømmes og undersøges de arbejdsløses ”aktive jobsøgning” konstant.

Hvis de ikke er tilstrækkeligt aktive som de arbejdsmarkedspolitiske paragraffer og retningslinjer lagt af bureaukratiske mappedyr foreskriver, så trækkes der i understøttelsen. Det er denne sociale repression og kontrol, som bl.a. resulterer i selvdisciplineringsadfærd og identifikation med det borgerlige lønarbejdsbegreb som omdrejningspunktet i manges identitet og livsindhold.

Kampen mod lønarbejde kan føres på mange måder, afhængigt af de samfundsmæssige regionale og globale betingelser og politiske styrkeforhold. De sociale bevægelser og netværksstrukturer i fattige lande som f.eks. Argentina, Brasilien og Mexico har vist nogle interessante, selvorganiserede former for produktion samt bytteformer, der fungerer hinsides det kapitalistiske markeds kriterier. Eksempler, som vi vil helt sikkert vil høre mere om i fremtiden. I de vestlige, imperialistiske lande er kampen for en garanteret indkomst, som er tilstrækkelig til at dække de basale fornødenheder, nok det mest samlende alternativ i kampen mod lønarbejdstvangen. Vi må kæmpe for en garanteret indkomst til alle. En indkomst, som gør det muligt at afvise unødvendigt, meningsløst arbejde og opfylder vores behov på en værdig og selvbestemt måde. Kampen for indførelsen af en garanteret indkomst må omfatte det usynliggjorte arbejde, som først og fremmest kvinder udfører i hjemmet. Den skal også sikre den arbejdsløse mod den uendelige, meningsløse jobjagt, hvis formål er at øge det pres på arbejdsmarkedet, som presser lønnen nedad og sætter tempoet op for dem, der har et lønarbejde.

En sådan garanteret indkomst til alle vil reducere stemplingen og marginaliseringen af de, som ikke er eller ønsker at være lønarbejdere og samtidig vil det fremme mulighederne for at udvikle andre livsformer og arbejdsrelationer uden for kapitalismens markedsdiktatur.


Hvem sagde fantaster?
Kritikken af arbejdet er en krigserklæring mod den herskende samfundsorden. Parolen for social frigørelse kan lyde i retning af ”Lad os tage det, vi har brug for! Lad os ikke længere krybe på knæ under presset fra ”arbejdsmarkedet” og regeringens krisemanagment”. Den del af venstrefløjen, som fastholder en omvæltning af de eksisterende kapitalistiske samfundsforhold, må udvikle en radikal kritik og engagement for, at meningsløst arbejde og ”beskæftigelse” afskaffes. Der findes utallige alternativer til vareproduktion, lønarbejde og markedsdiktatur. Det vigtige er i denne forbindelse at fokusere på kampen mod lønarbejdet og lade alternative forestillinger langsomt og støt udkrystalisere sig i åbne debatfora og bevægelser.

Man vil uden tvivl beskylde lønarbejdets modstandere for at være de rene fantaster. Man vil hævde, at historien har vist, at et samfund, der ikke bygger på lønarbejdets principper, præstationstvang, markedsøkonomiens konkurrence og dets tvang til akkumulation samt den individuelle vinding, ikke kan fungere. Men har den kapitalistiske vareproduktion bare tilnærmelsesvis skabt en tålelig tilværelse for flertallet af jordens befolkning ? Kan man kalde det ”at fungere”, når produktivkræfternes udvikling forviser milliarder af mennesker til et liv, som ikke er andet end ren overlevelseskamp i slumghettoer og på lossepladser? Når andre milliarder af mennesker kun kan holde livet i lønarbejdssamfundet ud, idet de isolerer sig, uden nydelse bedøver deres egne sanser og bliver syge såvel fysisk som psykisk. Når verden forvandles til en ørken, for pengecirkulationens skyld – kan man så kalde det for ”at fungere”?

Samfundets støtter vil hævde, at når privatejendommen afskaffes og tvangen til at tjene penge forsvinder, vil alle aktiviteter ophøre og dovenskaben sætte ind. Men dermed har de også indrømmet, at lønarbejdssamfundet er baseret på tvang. Og derfor betragtes dovenskaben som en af de 7 dødssynder – fordi dovenskaben er en trussel mod det præstationsorienterede samfundssystem.

Men selvfølgelig er det ikke sådan, at alt arbejde vil ophøre, når lønarbejdstvangen forsvinder. Derimod vil aktiviteterne ændre karakter, når de kan fungere selvbestemt og som en integreret del af ens livssammenhæng hinsides stress og konkurrence. Hvorfor tilbringe dag efter dag i fabrikshaller og kontorer, når maskiner kan overtage en stor del af disse aktiviteter ? Hvorfor spilde gejst og idéer på en rutine, som en computer også kan udføre? Hvorfor bruge livet på at kontrollere andre og administrere et samfund, hvor selve livet dør?

At afskaffe lønarbejdet er alt andet end en tåget utopi. Verden kan ikke fortsætte som nu bare 50 eller 100 år mere. Vi har ikke andet at miste end udsigten til den sociale og økologiske katastrofe, vi styrer imod. Vi har derimod en hel anden verden af vinde.