Handling
gi’r forvandling...
Fynske AntiFascister
(FAF) er en lokal gruppe i Odense, der primært kæmper mod fascisme.
Antifascisme betyder dog ikke kun, at vi aktivt bekæmper nazisterne,
men også at vi kæmper mod enhver form for undertrykkelse og diskrimination.
Samtidig arbejder vi for at nedbryde det system, der udøver og øger
undertrykkelsen - den nuværende kapitalistiske samfunds– og statsform.
Derudover arbejder vi på at give vor støtte og solidaritet til undertrykte
i hele verden, ligesom vi prøver at opbygge alternativer, hvor selvstændig
tænkning, handlekraft og fællesskab er drivkræfterne.
FAF blev dannet i Odense i 1996 af folk, der ønskede politisk handling
uden at være bundet til partiernes eller de landsdækkende organisationers
fælles meninger og uenigheder. At vi er en selvstændig lokal gruppe
betyder dog ikke, at vi ikke samarbejder med andre - tværtimod betyder
det, at vi kan samarbejde med netop de organisationer vi har lyst til
- selvom de måske ikke kan med hinanden. FAF er da også med i forskellige
lokale, landsdækkende og internationale netværk, og vi deltager derved
i planlægning af aktiviteter andre steder end i Odense.
FAF’s arbejde er dog ikke bestemt af andre end de, der kommer til vores
møder og er aktive i FAF. Vi har ingen medlemsliste, da det vi (og verden)
har brug for, ikke er medlemmer, men aktivister. Det eneste vi kan opfordre
dig til er altså: kom og deltag aktivt i at gøre verden til et sted
med plads til frihed, lighed og oprør.
Antifascisme
Antifascisme er langt mere end kampen mod nazisterne - en kamp vi tager
op når og hvor som helst de viser sig, og med de midler vi mener er
nødvendige for at stoppe dem i den enkelte situation - antifascisme
er også kampen mod enhver form for undertrykkelse og forskelsbehandling
af mennesker, hvad enten det er på grund af hudfarve, køn, seksualitet
m.m. Samtidig er det en kamp mod de undertrykkende tendenser i statsapparatet
- den undertrykkelse der foregår via lovgivning og politibrutalitet.
Antikapitalisme
Aldrig har der været en så entydig global verdensorden som nu - multinationale
selskaber er de nye magthavere og ønsker ikke, at der skal være noget
alternativ til markedskræfternes frie hærgen. Hensynet til dette princip
er traktatfæstet i EU og er verdenshandelsorganisationen WTO’s eneste
formål, ligesom privatiseringer og sociale nedskæringer gennemtvinges
i ”u-landene” af den internationale valutafond IMF og Verdensbanken.
Samtidig øges den sociale ulighed på verdensplan med sult og krig til
følge. Som antifascister går vi imod det system, der skaber flugt og
udbytter mennesker. Derfor ønsker vi også at bekæmpe den tankegang,
hvor mennesker udelukkende vurderes efter hvor meget de gavner ”markedet”
og hvor egoistiske profithensyn tilsidesætter al form for solidaritet.
International Solidaritet
Den antifascistiske kamp må foregå på tværs af landegrænser. Fascistiske
grupper og det system der skaber grobund for disse er ikke noget nationalt
problem - problemet er det verdensomspændendene kapitalistiske system.
I hele verden er der progressive venstre-orienterede grupper og bevægelser,
der ligesom os kæmper for en ny dagsorden, hvor mennesker og jordens
ressourcer sættes over pengenes magt. Vi erklærer os solidariske, om
end til tider kritiske, med disse bevægelser, og forsøger at forbinde
vores kamp med deres: Modstand mod stat og kapital - kampen for befrielse
er international!
Miljø
Hullerne i ozonlaget bliver større og større. Drivhuseffekten gør, at
den globale temperatur stiger. Gensplejsede pesticidesprøjtede fødevarer
fyldt med tilsætninger og uden næring masseproduceres, drikkevandet
forurenes og naturen ødelægges. Det er ikke nok kun at tage stilling,
der skal også aktioneres mod magthavernes ødelæggende politik. FAF går
direkte ind i kampen for et økologisk bæredygtigt samfund, som kun kan
opnås gennem fællesskab og direkte aktion.
En bedre verden . . .
Vi har ikke det endelige svar på hvordan en bedre verden skal se ud,
for dét vi ønsker, er netop en verden hvor det enkelte individ har maksimal
indflydelse på sit eget liv, og hvor enhver kan få lige indflydelse
på de fælles beslutninger. Dette betyder blandt andet, at kontrollen
over produktionsmidlerne bør være fælles og alle mennesker økonomisk
og politisk lige. Kun i et samfund uden økonomiske forskelle kan vi
nå et samfund uden undertrykkelse. Målet er altså en social revolution
- men revolutionen må nødvendigvis starte i os selv, ved at vi ændrer
vores menneskesyn.
Bekæmp kapitalisme, racisme, sexisme og homofobi
for socialisme, frihed, lighed og oprør!