Aktuelt

Tekst-arkiv

Billed-arkiv

Links til venner

Nyhedsbrev

Kontakt os

 

 
 

Stockholm nazi-fri zone - 2004
Nazi-marchen i Salem 13. december 2004 blev i år mødt med antiracistiske blokader og protester i Stockholm.
- Fynske AntiFascister


En lille gruppe mennesker, der kalder sig "Salembor Mot Rasism", samledes lørdag den 13. december klokken 10.00 i en lille forstad til Stockholm i Sverige. Årsagen til at indbyggere i Salem havde begivet sig ud i vinterkulden en lørdag formiddag var, at deres by for femte gang skulle forvandles til valfartssted for Nordens nazister.

I det centrale Stockholm blokerede flere hundrede antifascister Centralstationen nogle timer efter, og senere demonstrerede 3.000 mod racisme.

Da den svenske teenager og nynazist Daniel Wretström i december 2000 blev dræbt i et slagsmål, var den yderste højrefløj i Sverige hurtige til at udnytte begivenheden til at etablere, hvad der efterhånden blev den største, årlige, nazistiske manifestation i Skandinavien siden 2. verdenskrig.

Også i år blev denne manifestation mødt med antiracistiske protester. »Salembor Mot Rasisms« morgen-demonstration var blot den første i en lang række af arrangementer i løbet af dagen.


Fra "nationalistisk sørgeoptog" til nazistisk krigsmarch
Siden den første manifestation til minde om Daniel Wretströms død har disse samlinger været præget af tvetydighed og en balancegang mellem sørgeoptog og politisk march. Manifestationen var til at starte med for nogle en mulighed for at vise sin sorg, og Daniels pårørende og venner deltog. Men allerede da kunne det ikke overses, at de organisationer, som arrangerede manifestationen kynisk udnyttede begivenheden til sine egne politiske formål.

Gennem de seneste år har Salem-manifestationen mistet stadigt mere præg af sørgemarch. Motiverne fra de radikale nazistiske grupper som Info-14, Svenska Motståndsrörelsen (SMR) og Nationalsocialistisk Front (NSF) er blevet åbenlys. Forrige år sagde SMR's taler Magnus Söderman det lige ud: ”Jeg er ikke kommet for at sørge”.

I år blev Magnus Södermans indledende ord gentaget på forskellige måder i samtlige taler. Den lille del af Salem-manifestationen, som tidligere bestod af sørgende er nu helt trængt væk af et ugeneret had. Idag hetser voldsromantikere fra scenen mod demokrati og indvandring. Uforsonligheden og den militante nazistiske retorik, der prægede sidste år, var også gennemgående i år.


Krigsretorik og hitlerhilsen
Den første taler i år var lederen af Salem-fonden, som står bag manifestationen, Robert Vesterlund. Han er tillige en del af redaktionen på det toneangivende, svenske, nazistiske tidsskrift Info14. Under forrige års "nationale manifestation mod vold" sad Vesterlund fængslet for blandt andet mordtrusler og våbenbesiddelse, hvilket gjorde, at de mere moderate NationalDemokraterna kunne sætte mere præg på arrangementet. Sidste år vendte han tilbage og tog føringen igen, hvilket ledte til dette års brud med NationalDemokraterna.

Manifestationens konferencier var Anders Lagerström fra Nordiska Förlaget, som producerer og distribuerer racistisk og nazistisk propaganda. Han overrakte tillige Robert Vesterlund en check på 30.000 svenske kroner fra forlaget, som skulle gå til næste års Salem-march.

Magnus Söderman fra Svenska Motståndsrörelsen var den, som forrige år havde den mest militante retorik, og det spor fortsatte han på i år. Han opfordrede til krig mod indvandrere og "systemet", og hans tale blev afsluttet som en indstuderet kopi af Adolf Hitlers taler: Söderman afsluttede talen med et trefoldigt: "Hell Seger" - det tyske, nazistiske "Sieg Heil" på svensk - hvor publikum gentog råbet højere og højere for hver gang med udstrækt højre-arm.


Tilbagegang og forsinkelser
Anders Ärleskog fra den Nationalsocialistiske Fronts landsledelse tordnede mod demokratiet som styreform, mediernes "hets" mod nazismen, gentog antisemitiske konspirationsteorier og opfordrede til at føre den nazistiske kamp ud på gaderne.

Den sidste taler, som var dette års eneste internationale taler, var Stefan Rochow fra Junge Nationaldemokraten - ungdomsorganisationen til det tyske parti NPD (National-Demokratische Partei Deutschland).

Årets Salem-march samlede godt 1400 deltagere, hvilket er en kraftig tilbagegang sammenlignet med sidste år, hvor over 2000 personer deltog i optoget. Årsagerne til den store tilbagegang er mange. Nationaldemokraterne var i år udelukkede som arrangører af arrangementet, og sidste års militante retorik har sandsynligvis skræmt dem væk, som ikke er erklærede nazister.

Færre talere betød, at optoget gik hurtigere igennem Salem end de forrige år. Det varede lidt over en time og blev afsluttet omkring halv otte lørdag aften, selvom den var planlagt til at skulle starte klokken 16.00.


"Ingen veje fører til Salem, alle veje fører til Centralstationen"
Forsinkelsen af den nazistiske march skyldtes dels, at det svenske politi valgte at fjerne 21 tyskere fra toget til Salem, hvilket udløste tumult, og dels at de havde svært ved at bevæge sig omkring i Stockholm for at komme til togene til Salem.

Det skandinaviske AFA-netværk (antifascistisk aktion) med opbakning fra SUF (syndikalistisk ungdomsforbund) havde nemlig valgt at lave en "mobil blokade" af Stockholm Centralstation og andre pendel-tog-stationer. Denne blokade var annonceret åbent og gjorde, at polititet måtte dirrigere nazisterne langt udenom folkemængder og de centrale stationer.

Aktivisterne begav sig til Centralstationen på forskellig vis, og politiet kunne ikke spærre alle veje dertil. Trods et stort politiopbud samles næsten 500 antifascister lidt efter lidt på stationen, og forhindrede på den måde nazister i at komme ind. Politiet måtte i stedet dirigere dem ind på Karlberg station i den nordlige del af byen.

Der blev bl.a. 150 stockholm-nazister fra Info-14 og National Ungdom fragtet ind i et specialtog under kraftig politibeskyttelse. Toget blev tilbageholdt i halvanden time, mens politiet ryddede perronerne på Centralstationen, som var blokerede af antifascister, men til sidst lykkedes det at få specialtoget kørt igennem uden at gøre holdt på Centralstationen.

Efter at nazi-toget var passeret, opløstes blokaden, og antifascisterne begav sig videre til Nätverket Mot Rasisms manifestation på Medborgarplatsen. Ingen blev anholdt for blokaden, bl.a. fordi de utallige civilklædte betjente ikke kunne finde nogen "ledere" af aktionen. Det lykkedes at holde Centralstationen og Stockholm indre by som nazi-fri zone og blokaden fik både forsinket og forvirret nazisterne. Alene offentliggørelsen af blokaden nogle dage forinden fik Salem-fonden til at ændre mødestedet tre gange.


Antiracistisk manifestation på Medborgerpladsen
Nätverket mot rasism (NMR) havde i år valgt at holde en manifestation mod den nazistiske march og mod racistisk politik på Medborgarplatsen inde i Stockholm. De andre år har manifestationen været holdt på Rönninge torv tæt på Salem-manifestationen, men ligesom blokaden var også den brede manifestation flyttet til Stockholm i år for at kunne samle flest muligt. Klokken 16.00 samledes omkring 3000 mennesker på Medborgarplatsen for at lytte til politiske taler og et bredt udbud af musik.

Det var en bred manifestation arrangeret sammen med indvandrerorganisationer, Vänsterpartiet, den syndikalistiske fagforening SAC og den socialdemokratiske LO, udenomsparlamentariske venstreradikale grupper, kunstnere og antifascister. På trods af bredden var manifestationen stærkt politisk, og det var en stor blanding af mennesker i alle aldre og farver, der sluttede op for at høre på talerne om klassebaseret antifascistisk kamp, statsracisme, flygtningerettigheder, kvindekamp og homoseksuelles kamp mod fascisme og diskrimination.

Mange grupper rammes på forskellige måder af den nazistiske vold og marginaliseres af racistiske eller andre diskriminerende strukturer, hvilket blev fremhævet gang på gang i talerne, såvel som ved de tusindvis af forskellige menneskers tilstedeværelse. Det blev en folkelig manifestation, der prægedes af opfordring til aktiv kamp mod fascismen i alle dens former og udtryk. Manifestationen blev afsluttet med fællessang sammen med Mikael Wiehe.


Demofest holdt Stockholm nazifri
Efter manifestationen på Medborgarplatsen havde Netværket Militante Antifascister (NMA) indkaldt til en demo-fest rundt i Stockholms gader. Hundredvis af politibetjente var mødt op for at forhindre den mobile fest i bl.a. at gå ind til centrum, men demonstrationen forløb fredeligt, festligt og uden problemer. Klokken 18.00 samledes nærved 400 antifascister ved Slussenplan og da demonstrationen sluttede to timer senere, var der over 600, der festede igennem og fejrede den antifascistiske kamp.

Demonstrationen havde præg af et reclaim-the streets arrangement med musik og farver, men der var også et andet formål end at feste. Når marchen i Salem var overstået ville de fleste nazister skulle tilbage til Stockholm via pendel-togene. På grund af demo-festen blev flere stationer igen lukket for nazistisk trafik, ligesom eventuelle voldslystne nazister blev holdt væk fra området. Det meste af Stockholm var således en nazi-fri zone også efter mørkets frembrud, hvor arrangementet i Salem var overstået.


Det var første skridt
Fra lørdag morgen til nat var Stockholm centrum for en stor vifte af antifascistiske arrangementer. Nätverket Mot Rasisms demonstration var fleredoblet i forhold til sidste år, og der var ret bred opbakning til en så forholdsvis militant aktion som blokaden af Centralstationen. De mange forskellige antiracistiske organisationer i Sverige er enige om, at erfaringerne fra i år kan bruges til at bygge videre på i forhold til de kommende års nazistiske marcher i Salem - indtil de bliver stoppet.

Istedet for sidste års håbløse forsøg med at komme frem til machen i Salem viste det sig langt mere effektivt at placere hovedvægten af de antifascistiske aktiviteter i selve Stockholm, samt at sætte sig nogle realistiske mål: at mobilisere så mange mennesker som muligt til en stor antiracistisk demonstration, samt at forsinke og genere den nazistiske manifestation så meget som muligt før og efter.

Sverige har i en årrække været plaget af en voksende og stadigt mere voldelig fascistisk bevægelse. Forhåbenligt giver dette års begivenheder en større generel forståelse af nødvendigheden af at tage kampen mod den ekstreme højrefløj alvorligt. Under alle omstændigheder var de antiracistiske arrangementer i Stockholm i 2004 et første skridt på vej mod at få stoppet Salem-marchen og udryddet nazismen i Sverige.


Se mere om Salem-marchen på www.expo.se og læs udtalelser om de antiracistiske arrangementer på www.motkraft.net

19.12.04
Fynske AntiFascister

 
 
http://www.antifa.dk/faf