Aktuelt

Tekst-arkiv

Billed-arkiv

Links til venner

Nyhedsbrev

Kontakt os

 

 
 

Spot på racismen
En foredragsrække om nazismen og racismen i Danmark
18. sep. - 9. nov. 2003

Racismen fungerer på flere planer i samfundet. Den viser sig som fordomsfulde kommentarer og direkte tilråb. Den viser sig når nazister udøver racistisk vold. Den viser sig når politikere laver diskriminerende lovgivning og når de taler om "flygtninge- og indvandrer-problemet" i stedet for at forholde sig til virkelige problemer. Racismen viser sig også når grupper som Dansk Folkeparti og Den Danske Forening planlægger og spreder organiseret had. Jo mere fremmedhadet vinder frem og jo stærkere de racistiske grupper bliver, des færre mennesker bliver der plads til. Vi vil ikke finde os i en udvikling, hvor folk ikke kan føle sig trygge, fordi de chikaneres af racister, nazister og inkompetente politikere. Racismen eksisterer på mange planer og skal derfor også bekæmpes på forskellige måder.

Derfor har Fynske AntiFascister startet endnu en antiracistisk kampagne, hvor vi med plakater og klistermærker vil være med til at sætte en antiracistisk dagsorden på skoler og arbejdspladser, gader og stræder. Desuden vil der fra torsdag d. 18 september og 8 torsdage frem være foredrag, folkekøkken og filmfremvisning med forskellige relaterede emner. Det foregår i Café Zekés - Store Glasvej 53, gården. Vi vil også gerne tage ud på skoler og holde foredrag om racisme og den antifascistiske kamp og koncept. Kampagnen afsluttes i november med en større konference for antiracister.

Hvis du er interesseret i at vi kommer ud på din skole, eller hvis du gerne vil have plakater og klistermærker til at hænge op hvor du bor, så kontakt os på faf@antifa.dk eller tryk hér.

Program:
Foredrag, mad og debat i Café Zekés

Torsdag 18. September 18.30

Den voldelige nazistiske hooligangruppe i Århus, White Pride, har vokset sig stærkere igennem de sidste par år og er blevet et samlingspunkt for nazister i Europa. En antifascist fra Århus fortæller om situationen.

Torsdag 25. september 18.30
Demos er en antiracistisk dokumentationsgruppe, der følger og oplyser om den yderste højrefløj. Erik Jensen fra Demos fortæller om (ny-)nazismen i Danmark og dens udvikling. Desuden fortælles om nazisterne i Sverige og Tyskland.

Torsdag 2. oktober 18.30
Film: ”Hva’ rager det mig?” En svensk dokumentarfilm, der følger kernen af en nynazistisk gruppe i en mindre by i Sverige. Filmen giver et indblik i hvordan de nynazistiske miljøer fungerer.

Torsdag 9. oktober 18.30
Historier fra Sydfyn. I 1999-2000 prøvede en gruppe nazister at etablere sig på Sydfyn - først på Langeland og senere i Svendborg. De mødte dog modstand fra lokalbefolkningen. Daniel Petersen fortæller om sin tid som aktiv antifascist på Sydfyn.

Torsdag 16. oktober 18.30
Film: ”Dem der ikke hopper..” I anledning af at AntiFascistisk Aktion havde jubilæum i 2002 producerede TV-STOP et program om 10 års antifascisme i Danmark. I filmen diskuteres antifascistiske strategier.

Torsdag 23. oktober 18.30
Hvad ville nazisterne i 30’erne og hvor fik de deres støtte? Hvordan var det politiske klima i Danmark under besættelsen og hvordan startede modstandskampen? Historisk oplæg om nazismen og Danmark under besættelsen ved historiker Bjarne Porsmose.

Torsdag 30. oktober 18.30
Film: ”August 1943 - en historie om oprør”. En historisk dokumentarfilm om modstandskampen under besættelsen. Gamle modstandsfolk fra Odense fortæller om sabotagen mod krigsskibet Linz, strejkerne på Lindø-værftet og den folkelige modstandskamp. Lavet af Odense Ser Rødt.

Torsdag 6. november 17.00
Forskelle og ligheder mellem Dansk Folkeparti og det gamle tyske nazistparti, DNSAP. De to
partiers programmer vil blive gennemgået og sammenlignet.

Til alle arrangementerne i Zekés vil der være mad til 20,- klokken 20.00

7.-9. november 2003:
Antiracistisk Konference
i Internationalt Hus
Meningen med konferencen ”Spot på Racismen” er, at give alle jer antiracister den viden, I har brug for i kampen mod racismen. Konferencen henvender sig til alle der modarbejder fremmedhad: på gaden, i regeringen, i skoler og klubber, på arbejdspladser - overalt! Dygtige og erfarne foredragsholdere vil fortælle om den danske højrefløj - Lige fra nazisterne til Dansk Folkeparti og regeringen. Efter konferencen skulle vi alle gerne have et større overblik over hvem racisterne er og hvordan de opererer - og hvordan vi stopper dem. Derudover vil konferencen være et glimrende sted at møde andre antiracister og få gode idéer til aktioner og kampagner.

Se programmet for konferencen og hele weekenden hér.

 
 
http://www.antifa.dk/faf