Handlingsplan mod vold mod kvinder
En analyse af og handlingsplan til bekæmpelse af overgreb mod kvinder i det venstreradikale miljø.
Skrevet af AFA-Stockholm
INDHOLD:
1. Indledning
2. Hvorfor overgreb er vores alle sammens ansvar
3. Hvad vi mener med overgreb
- Voldtægt
- Mishandel
- Psykisk mishandel
4. Hvordan fungerer vores miljø?
5. Erfaringer fra efteråret 1999
6. Erfaringer fra København
7. Handlingsplan
8. Litteratur
INDLEDNING
I løbet af sommeren 1999 kom det frem, at der havde forekommet
en voldtægt i vores politiske miljø. Hun kom fra Stockholm
og han fra en anden by. Vi i Stockholm var fast besluttede på,
at denne gang skulle vi tage ordentlig fat på problemet for en
gangs skyld. Hun skulle have støtte, og han skulle på en
eller anden måde konfronteres med hvad han hade gjort. Vi havde
også hele tiden i tankerne, at vores arbejde og vores erfaringer
også skulle kunne bruges i andre situationer i fremtiden, så
vi ikke behøver at begynde forfra hver gang.
I denne tekst forklarer vi, hvorfor vi mener, at vi som politisk miljø
må reagere ved overgreb, hvad vi mener, når vi bruger ord
som voldtægt eller mishandel, og så fremlægger vi
et forslag til en handlingsplan, som vi kan agere efter i fremtiden.
Vi har inkluderet et kapitel om, hvad vi gjorde i efteråret 1999,
da vi fik kendskab til voldtægterne. Hvorfor vi gjorde det vi
gjorde, hvad vi opnåede, og hvilke reaktioner der kom. Vi har
også oversat dele af en tekst fra feminister i København
om deres erfaringer fra lignende situationer for at få en større
referenceramme.
HVORFOR OVERGREB ER VORES ALLESAMMENS ANSVAR
Vold mod kvinder er utroligt almindeligt, meget mere almindeligt end
man ofte forestiller sig, og samtidigt meget ualmindeligt at snakke
om, selv i vores kredse. At vi befinder os i et radikalt politisk miljø,
betyder desværre ikke, at det er en total frizone, hvad angår
overgreb, blot fordi vi erklærer at vi kæmper mod sexisme
og for feminisme og kan en hel del tal. I det antiautoritære miljø
går præcis de samme mekanismer i gang som i resten af samfundet,
når det rygtes at der er forekommet et overgreb. Det kan ikke
have været så slemt - han er jo så rar og bevidst
og har været aktiv så længe, og hun virker ikke som
om hun har det så dårligt, jeg så hende grine her
i sidste uge, og så videre. Og fuldstændig som i resten
af samfundet, er det de kvinder som bliver fysisk eller psykisk udsatte,
der må svare for sig og bliver udsat for mistro, og som et stykke
tid efter må høre, at nu er det på tide at slippe
det og komme videre. Spørgsmålet er, hvad vi skal gøre
med vor viden, når vi indser, at vi og vores miljø har
samme reaktionære patriarkalske mønster som resten af samfundet.
Skal de styre vores indfaldsvinkel, eller skal vores første,
helt klassiske reaktioner bestemme, hvad vi skal gøre, når
vi hører om et overgreb indenfor vores egne kredse?
Vi mener, at vi som politisk miljø har et politisk ansvar for
at sørge for at kvinder føler sig trygge i vores miljø.
Men sådan er det desværre ikke altid i dag. Alt for ofte
vender man den udsatte kvinde ryggen med liberale argumenter, som at
man jo ikke kan vide hvem der taler sandt, eller at det er en privat
ting imellem dem, som slet ikke har noget med politik at gøre.
Højt til loftet
Vi arbejder med at bryde samfundets normer og sætte spørgsmålstegn
ved dem. Vi forsøger at se konstruktive løsninger på
de problemer vi ser i samfundet i dag. Dette resulterer i, at vi skaber
vore egne normer og vurderinger, og det er naturligvis godt. Men det
er vigtigt, at vi har højt til loftet og sætter spørgsmålstegn
ved de normer, vi selv skaber. Der må være en stor bredde
og en stor frihed i miljøet. Spørgsmål, der handler
om ens måde at leve på, er naturligvis ikke noget vi bestemmer
over som kollektiv. Hvordan man bor, hvad man kan lide, om man kører
bil, hvordan man ser ud og hvor man arbejder, er typiske ting, der er
ens eget personlige valg. Disse spørgsmål skal naturligvis
diskuteres udfra et politisk perspektiv. Men information om multinationale
firmaer, miljøødelæggelse, fordelene ved at bo kollektivt
og så videre, kan alle og enhver med fakta ved hånden forme
det liv, som føles rigtigt og muligt ud fra sin egen situation.
Dette er beslutninger, man må træffe selv, og det giver
sig selv, at ingen for eksempel skal udelukkes fordi hun kører
til arbejde i bil, drikker Coca Cola eller skider på affaldssortering.
Men hvis kammerater indenfor miljøet i sin fritid slår
på indvandrere, agerer skruebrækkere eller truer, chikanerer,
slår og voldtager sine kvindelige kammerater, så skal vi
uden at tøve kollektivt sætte det ind i politiske sammenhænge
og agere derefter. Så handler det om, at man aktivt deltager i
en strukturel undertrykkelse og vælger at sparke nedad og opretholder
de strukturer, som vi siger at vi bekæmper. Så er det vores
alle sammens ansvar at reagere.
HVAD VI MENER MED OVERGREB
Voldtægt
Kvinderådgivningscentrene viser, at der forekommer en voldtægt
i Sverige cirka hvert 15. minut. Politiets vurdering er hvert 40. minut.
Vi ved, at kvindecentrene har adgang til et meget større grundlag
end politiet, eftersom der er mange kvinder, der kommer til centrene,
men som aldrig laver en politianmeldelse. Der er kvindecentre omkring
130 steder rundt omkring i landet, og de har et meget bredt kontaktnet
og grundig viden om vold mod kvinder.
Stina Jeffner forsker ved universitet i Uppsala, og har skrevet en afhandling,
der hedder "Voldtægt, lissom" om unges indstilling til
voldtægt. Da hun for nogle år siden arbejdede som gymnasielærer,
var der to af de mandlige elever som voldtog en af sine kvindelige klassekammerater
ved afslutningsfesten i 3.G. Omverdenens reaktioner var lige så
forfærdelige som typiske. Disse to fyre var jo deres kammerater,
de havde jo altid været fine. De kunne ikke samtidig være
voldtægtsmænd! Dette på trods af, at de blandt andet
havde voldtaget hende med en kosteskaft. En af fædrene løj
til og med i retten for at forsøge at få sin søn
frikendt. Samtidig blev pigen mødt med mistro og tvivl - formodentlig
det sidste hun havde brug for.
Begivenheden fik Jeffner til at starte sin undersøgelse, hvor
hun interviewede unge om voldtægt. Det hun kommer frem til er,
at i teorien så har rigtig mange unge en bevidst indstilling til
hvad en voldtægt er. De allerfleste er enige om, at sex efter
et nej er en voldtægt. Men når Jeffner præsenterer
et par konkrete eksempler på hvordan en voldtægt kan have
gået til - Maria og Pelle mødes i byen, Maria har i et
stykke tid været lun på Pelle... - så dukker der lige
pludselig undtagelser frem til hvorfor lige den her situation ikke var
en voldtægt. Undskyldningerne for fyrene var utallige; Han var
fuld og så er det svært at vide hvor grænsen går.
Hun var fuld og var dårlig til at sige fra. Han var forelsket
i hende, og så er det svært at holde igen. Hun var forelsket
i ham, og så er det jo klart at hun gerne ville. De havde været
sammen først, og der var der jo minsandten ikke noget i vejen.
Sådan som hun så ud, så var det klart at det gik som
det gik. Han har jo altid været flink overfor mig. Han er sådan
en fin fyr. Det virker ikke som om hun har det dårligt. Hun kommer
jo i skole. Jeg har ikke set hende græde en eneste gang.
Alle disse undskyldninger og undtagelser gør, at grænserne
for hvad der er en voldtægt, pludselig bliver uklare. Til sidst
findes der næsten ingenting som er en voldtægt, udover det
typiske billede af manden i busken, som slår en dame på
vej hjem ned. Men disse undskyldninger er ikke andet end rigtig dårlige
forsøg på at lægge al skylden og alt ansvaret over
på pigen. Vi vil en gang for alle gå imod disse påstande:
Hvis man drikker alkohol, så får man en dårlig dømmekraft
- det ved alle. Er man så fuld, at man er usikker på grænser,
så skal man ikke have sex. Selvfølgelig skal man heller
aldrig have sex med nogen, som er så fulde, at man er det mindste
usikker på hvad hun egentlig vil.
Hvis man er forelsket i nogen, så indebærer det at have
respekt for det andet menneske - ikke at man sætter sine egne
seksuelle behov før det hun vil. Det er ikke kærlighed.
Det er klart, at man heller ikke skal udnytte, at nogen kan lide en,
for at få noget på den dumme.
Man har lov til at flirte og kysse så meget man vil og derefter
sige nej. Man kan have sex i flere timer og derefter sige nej, nu vil
jeg ikke mere. Mænds seksualitet er ikke en naturdrift de ikke
kan kontrollere. Deres behov for at få udløsning går
ikke før vores krav på respekt. Man må også
se ud præcis som man har lyst til og klæde sig som man vil
uden at behøve at frygte at blive udsat.
Mænd som udsætter kvinder for overgreb har ikke en advarselstrekant
i panden. De er ofte venlige mod folk i deres omgangskreds, og ofte
skifter de mellem at være venlige og ikke at være venlige.
Sådan fungerer alle relationer selvfølgelig, forskellen
er, at pendulet svinger lidt for langt.
At blive udsat er forfærdeligt i sig selv. Offerstemplet kan føles
som et brændemærke. Oveni at bryde sammen offentligt, er
noget som mange kvinder ikke vil. Snarere kæmper man for alt man
er værd, for at det ikke skal kunne mærkes, at man er blevet
dårligt behandlet. Hvem har lyst til at gå omkring og udstråle
"jeg er et voldtægtsoffer"?.
De unges undskyldninger for voldtægtsmanden i Stina Jeffners bog
giver desværre et almengyldigt billede af, de reaktioner der ofte
kommer, når nogen har fortalt om et overgreb. Vi ved alle, at
sådanne myter omkring voldtægtsmand og voldtægtsoffer
florerer overalt - fra folks fordomme og helt ind i retssalene. De påvirker
også os. Kun ved at indse, at dele af disse strukturer også
findes inden i vores hoveder, kan vi se mere klart og handle mere rationelt
i sådanne situationer. Hvis jeg nu ikke tror på hendes historie,
hvad kan det så skyldes? Har jeg en saglig grund til det, fakta
som ingen anden ved, eller er det bare den strukturelle selvfølgelighed
at man tror mere på ham, som giver mig den følelse?
Mænd som begår voldtægt er ikke slimede monstre. Det
kan ikke ses på dem. De er venlige, socialt accepterede fyre og
mænd. De kan faktisk være vores politiske kammerater. Ellers
havde voldtægt ophørt som fænomen for længe
siden. Hvem ville omgås en mand som praler med alle de gange han
har skadet kvinder? Ingen. Kun 10 procent af alle voldtægter er
overfaldsvoldtægter med en ukendt gerningsmand. Resten af alle
voldtægter begås af nogen hun kender, måske bor sammen
med, stoler på, er sammen med, måske en hun elsker. Nogen
som måske har mange venner, ved alt om herskerteknikkerne og ser
godt ud. At være en antisexistisk fyr betyder naturligvis ikke
at man er en voldtægtsmand, men derimod er det heller ikke nogen
garanti for at man ikke er det.
Alt der sker imod en kvindes vilje er voldtægt. Vi kvinder har
et ansvar for at formidle hvad vi vil og ikke vil til dem vi er sammen
med eller har sex med. Men man skal ikke være nødt til
at rejse sig op, stille sig i forsvarsposition og skrige "NEJ",
for at det skal regnes som en ordentlig grænse. Man behøver
faktisk heller ikke at udtale ordet nej, for at det skal regnes som
en grænse. Det bliver ekstra tydeligt i andre voldtægtssager.
Der er eksempler på, at manden har sagt at han ikke forstod, at
hun mente nej, fordi hun talte et andet sprog. Naturligvis er der andre
måder end med ord, hvorpå man kan vise, hvad man vil og
ikke vil. Vi mener, at alt ud over det, der kan tolkes som et ethundredeprocentsikkert
ja, er et nej. Hvis hun ligger passivt med hovedet vendt bort og måske
græder, men ikke lige præcis siger de rette ord, så
er det ikke okay. Sex er noget man har sammen. Sex er jo ikke at man
onanerer i en passiv kvindekrop. Sex forudsætter gensidighed og
samspil. Ved han ikke, om hun virkelig vil, så skal han stoppe
op og finde ud af det. Dette er hans ansvar.
Mishandel
20.000 kvinder politianmelder mishandelstilfælde hvert år.
Men mørketallet er kæmpestort. ROKS regner med, at en kvinde
bliver mishandlet hvert 20. minut. Mange mekanismer omkring mishandel
ligner dem omkring voldtægt: at det er en nærtstående
mand der begår overgrebet, at man skammer sig uhyre meget hvis
man er blevet udsat for det, at volden findes i alle kategorier af mennesker,
at mange sætter spørgsmålstegn ved det kvinden fortæller.
Mishandel og voldtægt er også tæt sammenkædede
fænomener, eftersom begge forekommer i samme relation. At have
sex efter at være blevet slået, fordi han så bliver
rolig, eller fordi han bliver liderlig af sin overmagt er selvfølgelig
voldtægt.
Der findes ingen forhold, som begynder med at han slår. I så
fald ville der jo ikke blive noget forhold - ingen kvinde ville blive
hos sådan en mand i et sekund. Volden opbygges i løbet
af en lang psykisk nedbrydningsproces, hvor han begrænser og betvivler
hende mere og mere. Selvom hun siger fra, når hun synes, at han
behandler hende dårligt, så nedbrydes hendes selvværd
langsomt, samtidig med at han hele tiden flytter grænsen for hvad
han kan gøre mod hende. Måske begynder det med, at de skændes
en hel del, det bliver oftere og oftere til ophidsede skænderier.
En aften slår han knytnæven i døren, så den
går i stykker. Et halvt år senere sender han det første
spark imod hende. Februar næste år slår han hende
i ansigtet for første gang.
Efter hvert tilfælde er han sønderknust, jeg elsker dig
jo så meget, jeg troede aldrig jeg kunne gøre sådan
noget. Det troede hun heller ikke om ham, hun elsker jo også ham,
det bliver sikkert bedre, det må det blive. Man går oftest
ind i et forhold, fordi man er forelsket. Man bliver glad, styrket og
tryg. Man skaber en masse gode minder sammen. Selvfølgelig findes
der altid kriser i et længerevarende forhold, selvfølgelig
sårer man hinanden en gang imellem. Det er der, hvor det bliver
svært at gå. Hvornår er det præcis, at dråben
får bægeret til at flyde over, og der er blevet flere dårlige
ting end gode? Og hvis bare man kæmper for det, kan det jo være
man kan få det til at fungere igen?
Men broer som en gang er sprængt er uhørt svære at
bygge op igen. At blive slået af nogen, som siger at han elsker
dig, med hvem du burde føle dig tryggere end med nogen anden,
det er ødelæggende. Det er ikke den fysiske smerte, der
er værst, det spiller ikke den store rolle om han slog dig en
eller tre gange. Det er det, at han løftede hånden mod
dig og lod den falde i vrede. Det solide kit, som er grundlaget for
ethvert nært forhold er smuldret og grøften mellem jer
er dyb som afgrunden. Patriarkatet er flyttet ind i din dagligstue.
Hvis du bliver slået af en fyr du er sammen med, så skriv
ned hvad der skete efter hver gang. Sørg for at dokumenter skaderne
hvis de bliver synlige. Hjælp ham ikke ved at opretholde en fin
facade - fortæl under alle omstændigheder dine venner hvad
der er sket. Det er ham, og kun ham, der bør skamme sig.
Psykisk mishandel
Psykisk mishandel er tæt sammenknyttet til mishandel og voldtægt.
Når en kvinde er blevet slået eller voldtaget i et forhold,
så har der altid forekommet psykisk mishandel forinden. Dermed
er det ikke sagt, at al psykisk mishandel altid fører til mishandel
eller voldtægt. Men psykisk mishandel er også alvorligt
i sig selv, og det er derfor vi har valgt at tage et kapitel med om
det. Vi mener derimod ikke, at man skal reagere på samme måde
overfor psykisk mishandel som overfor voldtægt og mishandel. I
dette kapitel findes nogle forslag til hvordan man kan agere i stedet.
Fuldstændig som alle andre forhold, så begynder det forhold,
som ender med mishandel, også med kærlighed og forelskelse.
Overgangen fra et "normalt" forhold til et mishandelsforhold
er ofte glidende, og så kan det være svært at forstå,
at det der sker faktisk er forkert, og at man i mange tilfælde
bliver manipuleret med. denforståendes reaktioner er derfor meget
vigtige. Vi er alle opdragede til indtil det absurde at respektere parforhold.
Det gør, at vi ofte har svært ved at forstå, når
det er på tide at gribe ind. Det er lettere at affærdige
det med, at de har en krise i forholdet, end at forsøge at være
opmærksom og se om der skulle være et systematisk nedbrydende
mønster i hans opførsel som gennemsyrer deres forhold.
Man kan som udenforstående spørge sig, hvorfor de skændes
så meget, hvorfor de altid gør som han vil, og at det altid
er hende, der må give sig og så videre. Det er vigtigt,
at udenforstående, venner og andre med
mennesker viser pigen, at de er der, og at der findes en vilje til at
mægle i eventuelle krisesituationer.
Mænd som udsætter kvinder for psykisk mishandel har et utroligt
nedvurderende kvindesyn. Målet er at kontrollere og forme den
kvinde man er sammen med til en som passer en selv bedre, en hun jo
ikke er. Eller det kan helt enkelt være endnu en måde for
manden at befæste sin overlegenhed og hendes underlegenhed i forholdet.
Det typiske i disse situationer er, at pigen får begrænset
sit livsrum og bliver sat i et afhængighedsforhold til ham. Hvordan
det kommer til udtryk kan variere. Det kan være alt fra at han
er arrogant, mangler respekt for hende, latterliggør hende offentligt
eller kommenterer hendes udseende og opførsel. Kvinden prioriterer
sig selv mindre og mindre og tilpasser sit liv efter ham, måske
klæder hun sig som han vil, eller hun opfører sig han forventer
hun skal opføre sig. Måske benytter han ting mod hende,
som hun har fortalt ham i fortrolighed. Det, hun har fortalt ham, at
hun bliver ked af, bruger han systematisk imod hende. Måske er
han jaloux og mistænksom og kontrollerer hvor hun er og hvor hun
går. Eller han giver hende systematisk dårlig samvittighed.
Alt er pigens fejl, selv når det er ham der er tarvelig. Hvis
hun ikke havde gjort dit og dat (blevet gravid, snakket med en anden,
været så fuld, været så flabet), så havde
han jo ikke "behøvet" at gøre som han gjorde.
Det er ret almindeligt, at han bliver ved med at nævne en egenskab
ved hende som ikke passer, for eksempel at hun reagerer overdrevet,
er hysterisk, uselvstændig, doven, brokker sig, eller er tyk,
fed, grim og ikke værd at elske. Et eksempel fra virkeligheden
er en fyr som sagde "En abort er vel ikke noget at få det
dårligt over, der udføres 30.000 aborter i Sverige hvert
år, og de andre kvinder, der får abort, har det jo fint!
Det er dig, der er unormal og labil".
Alt dette gør han, for at få hende ud af balance og kunne
flytte sine positioner frem, så hun begynder at acceptere hans
opfattelse af virkeligheden mere og mere. Og vi er vel alle bevidste
om, at hvis man hører en ting tilstrækkeligt ofte, så
begynder man til sidst at tro på det selv. Resultatet bliver at
kvindens livsrum bliver mindre. Konsekvensen af psykisk mishandel er
lavt selvværd. Det bliver svært for piger med sådan
et selvværd at arbejde politisk i forskellige grupper. Hun bliver
usikker og får sværere ved at tage sociale og politiske
initiativer. Hun begynder at tænke mere over sit udseende, på
hvordan hun udtrykker sig, og bruger en alt for stor del af sin tid
på at være en dæmpende faktor i forholdet. Hun forsøger
at være den der er konstruktiv og udglatter konflikter. Hvis hun
opfører sig som han vil have hende til, er belønningen
at han er rar. Hvis fyren lykkes med det, så lærer pigen
hurtigt hvordan hun skal opføre sig for at undgå konflikter.
Måske ændrer hun sit udseende, sit politiske engagement,
hvem hun omgås, eller hun holder op med at reagere på forulempelser
eller at sige fra. Alt sammen for at de skal have det rart og fredeligt.
Hvornår skal man reagere? Måske bliver det lettere, hvis
man forestiller sig, hvornår man ville gribe ind, når et
par venner, som ikke har et seksuelt forhold skændes. Hvor ondskabsfuld
ville man tillade den ene at være inden man greb ind. Og hvis
man ikke formåede at gribe ind, ville man så ikke i det
mindste bagefter tage en snak med den der blev forulempet og vise sin
støtte. Hvis den der var ondskabsfuld opførte sig sådan
flere gange, ville vi så ikke reagere og tage en alvorlig snak
med den kammerat? Hvorfor kan vi ikke reagere på lignende måde,
når det gælder to kammerater, der har et seksuelt forhold?
Nu mener vi naturligvis ikke, at vi skal udelukke nogen eller starte
en kæmpe proces, lige så snart nogen er lidt tarvelig. Men
vi må være opmærksomme og turde at gribe ind, når
vi ser at en kvinde har det dårligt. Sig til pigen, at han ikke
har ret til at behandle hende på den måde. At hun er en
fantastisk person, og hvis hun har det dårligt, så er det
ikke fordi der er noget galt med hende. Det er bare en normal reaktion
på at hun er blevet dårligt behandlet. Og hvis man er usikker,
så kan man bare spørge hende om hun er okay, så har
man i det mindste vist sin støtte. Tag også fat i fyren
og få ham til at forstå, at hans opførsel er uacceptabel.
Få ham til at forstå, hvordan hans opførsel påvirker
pigen negativt. Det er godt, hvis fyrens nærmeste venner kan tage
det op med ham.
HVORDAN FUNGERER VORES
MILJØ?
Vold er et problem
I vores politiske miljø bruges vold som en kampmetode. Vi udfordrer
os selv til i fællesskab at turde konfrontere nazisterne på
gaden. Vi mener at det er okay med militante aktioner med både
materielle og personlige skader. Vi rapporterer om vores aktioner for
at styrke hinanden, vi træner i at slås, håndtere
fysiske konfrontationer og opfordrer hinanden til at turde mere. Alt
dette er godt og nødvendigt i forhold til den kamp vi fører.
Men vi er alle enige om, at det ikke er alle mål der er legitime,
vi sparker opad ikke nedad. Vi brænder pansernes biler, knuser
ruderne i pornobutikker og angriber nazister. Samtidig betoner og arbejder
vi hele tiden med bredden i vores kamp; foredrag, løbeseddeluddeling,
aktioner og demonstrationer. Vi diskuterer og overvejer den restriktive
vold, vi anvender i de situationer, hvor vi mener det er absolut nødvendigt.
Den, der synes, at det er sejt at være ude i byen og slås,
har intet at gøre i AFA. Men den vold vi bruger påvirker
os trods alt. Der er ingen der ved helt præcis hvordan, men at
anvende offensiv vold mod en person, selvom det er en nazist, påvirker
en. Det er ikke sådan, at folk skal blive kyniske i vores kredse,
men det er ikke lige så utroligt ubehageligt tredje gang, som
det var den første. Dette faktum må vi være opmærksomme
på. Hvordan vi påvirkes, er også forskelligt mellem
kønnene. Vi kvinder i AFA bryder med store dele af vores kønsrolle,
når vi begynder at træne kampsport, lave aktioner og konfrontere
nazister. Det betyder, at vi ofte overvejer det vi gør mere,
vi har flere barrierer at bryde og skridtene er sværere at tage.
Fyre kan på den anden side bare bygge videre på sin kønsrolle
uden at sætte spørgsmålstegn ved de dele af den,
der handler om at være stærk og sej. Det er mere accepteret,
at en fyr ikke arbejder i en antisexistisk basisgruppe, end at en pige
ikke er med ude på gaden. Dette på trods af, at denne kombination
sandsynligvis er vejen frem.
Men hvordan reagerer vi, når en kammerat sparker døren
ind til sin kærestes lejlighed, bruger vold, trusler om vold eller
voldtager kvinder. Mener vi så at denne aktivist har de filtre
der er nødvendige! Når man laver militant kamp, har han
så overhovedet ret til at anvende vold, når han tydeligvis
ikke kan kontrollere hvor han vender sin aggressivitet hen, når
han misbruger det vi kollektivt har trænet for at bygge op?
Hvad vi mister
De fleste af vores grupper har et problem med at få kvinder med
i gruppen. Det er alt for almindeligt, at kvinder som bliver aktive
hurtigt stopper igen. Gennemsnitsalderen blandt de aktive mænd
bliver højere, mens den forbliver lav blandt kvinderne. Med alle
de kvinder der holder op forsvinder en masse erfaring og viden. Frem
for alt så forsvinder feministisk erfaring og kontinuitet, de
gange hvor kvinder kollektivt er holdt op i protest mod sexisme, magtkoncentration
og informationshierarkier. Dette er blandt andet sket i Stockholm et
par gange igennem årene, uden at det har ændret opførslen
nævneværdigt hos de mænd der er tilbage. Vi siger,
at vi kæmper mod sexismen, men spørgsmålet er, om
vi kan fremstå som troværdige feminister, når vi ikke
engang kan beholde kvindelige aktivister. Den tragiske sandhed på
det feministiske niveau er, at der er alt for lidt, der adskiller os
fra almindelige arbejdspladser og etablerede institutioner. Det er mændene,
der bliver tilbage, som sidder på informationerne og som sætter
normerne. På aktionsplanet er det det samme problem. En ivrig,
voldsfikseret ny fyr, som fylder godt op, ses som et godt potentiale
og kommer hurtigt ind i det mandlige fællesskab. En stille pige,
som ikke fylder så meget, anses som upålidelig og uinteresseret
og kommer så godt som aldrig ind i fællesskabet. Nye piger
må også forholde sig til de ældre mænd, eftersom
det er dem, der sidder på informationerne. Erfaring viser også,
at det først er når man har flere kvinder blandt de drivende
kræfter og feminismen tages alvorligt, at der kommer nye aktive
piger med. Hvis en gruppe aldrig tager feminismen op og har få
kvindelige aktivister, så er det umuligt at trække nye til
sig.
At handle eller ej
Selvom vi har en stor viden, så kan det alligevel være hårdt
at tage en kvindes historie om overgreb til sig. Man vil ikke tro, at
sådan noget sker i ens omgangskreds. Men lige præcis den
modvilje mod, at nogen bryder ens billede af hvordan omgivelserne ser
ud, risikerer at efterlade kvinden ensom og blottet. Det man behøver
i sådan en situation er støtte, at nogen stoler på
ens dømmekraft og på ens oplevelser, ikke det modsatte.
Vi må være bevidste om, at nøjagtig den samme forsvarsproces
for manden begynder i de allerfleste sammenhænge. Vi er ingen
undtagelse. Ingen gruppe har lyst til at tro at overgreb sker lige i
deres kreds. Sådan noget sker altid et andet sted. Det ”kan
ikke ske” i middelklassen, ikke på venstrefløjen,
ikke i politikorpset (lovens vogtere), ikke blandt præster og
så videre. Men det gør det. Overgreb mod kvinder sker overalt,
i alle samfundslag, i alle kulturer, i alle professioner, i alle politiske
grupperinger. Vi er ikke befriet fra patriarkatet. Derimod har vi et
stort ansvar som medmennesker og som feministisk bevidste.
At fortælle om overgreb er ikke noget man gør for at blive
populær eller skaffe sig nye venner eller stige i det informationsmæssige
hierarki eller for at få hævn. At fortælle om overgreb
indebærer at gå imod sine egne følelser af skam og
frygt for ikke at blive troet på. Det er at stå nøgen
frem for et politisk miljø og fortælle detaljer om sit
forhold eller om sin krop, som man normalt aldrig ville have offentliggjort.
Men det er oftest sådan, at de kvinder, der er blevet udsatte,
har det rigtig dårligt både over overgrebet og over hvordan
det er blevet håndteret efter hun har fortalt om det, og forsvinder
fra det politiske miljø indenfor et par år. For at forhindre
dette, må vi stole på kvinder der står frem. Vi må
vove at stille os på kvindernes side. At gøre dette er
ikke ukontroversielt i et patriarkat. Det ved alle, som har forsvaret
kvinders ret til at definere og sætte ord på det, der er
sket. Vi må turde at stille spørgsmål til dem der
tvivler på hendes historie. Hvad ville hun vinde ved at lyve?
At blive voldtægtsofferet, der diskuteres rundt omkring i landet
til fester, møder og på debatsider er ikke sjovt. Hvis
nogen ville have hævn over en fyr, så er der andre måder
at gøre det på, som ikke ydmyger en selv så meget.
Han derimod har faktisk meget at vinde ved at lyve eller pynte påsin
egen version. Ikke fordi alle gør det, men modsat hende, så
kan han få konkrete fordele ud af det.
Desuden er det så godt som altid kvinderne, der må rydde
op efter mandens overgreb. ”Mansvar” er den eneste gruppe,
der for alvor har brudt med denne tendens og har taget det ansvar der
kræves. Men i så godt som alle tilfælde er det kvinder
der reagerer og agerer når der forekommer overgreb indenfor miljøet.
Mens alt for mange ser passivt til eller venter til og med til processen
med at finde ud af, hvad der er sket, er i fuld gang, for derefter at
kritisere de tiltag der er vedtaget på alle mulige måder
uden selv at løfte en finger for at løse situationen.
At broder kommer til broders hjælp, gælder også indenfor
vores organisation. Det er svært at lade være med at spørge
sig om disse mænd handler ud fra deres egen interesse, fordi de
selv føler sig truet. Faktum er, at der hersker en skræmmende
dobbeltmoral. Hvis en fyr indenfor miljøet kaldte sin indvandrerkæreste
for en ”skide perker”, så ville alle reagere med afsky,
men hvis samme fyr slog hende, så bliver vi handlingslammede og
ved ikke hvad vi skal gøre.
ERFARINGER FRA EFTERÅRET 1999
I løbet af sommeren 1999 kom det frem, at der havde forekommet
en voldtægt i vores politiske miljø. Han kom fra en anden
by men hun var fra Stockholm. Derfor stod det klart for os i Stockholm
at vi måtte reagere. Vi var fast besluttede på, at denne
gang skulle vi tage ordentlig fat på problemet. Hun skulle have
støtte, og han skulle på en eller anden måde konfronteres
med hvad han hade gjort og ikke bare blive udvist. Vi ville komme videre
fra hvordan lignende situationer var blevet håndteret et par gange
tidligere i vores kredse, altså at han var blevet smidt ud fra
vores lokaler og arrangementer og ved et enkelt tilfælde fået
smadret ting hjemme hos sig selv. Selvom vi ikke mener, at det var helt
forkert gjort dengang, så løser det ingen problemer på
længere sigt. Først og fremmest fik pigerne ikke så
god støtte, og fyren blev overladt til sig selv efter udelukkelsen.
Derfor er der ingen der ved noget om hvordan han har opført sig
overfor andre piger derefter. Derfor var vi hele tiden indstillet på
at tænke langsigtet og konstruktivt og gøre et grundigt
og seriøst arbejde. Vores hensigt var, at vores arbejde og vores
erfaringer også skulle kunne anvendes i andre situationer i fremtiden,
så vi ikke hver gang behøver at skulle starte på
bar bund.
Stormøde
Vi begyndte med at indkalde til stormøde i vores lokaler i juli.
Det havde vi to hovedgrunde til. Ved at samle folk, så ville flere
mennesker høre præcis hvad der var sket og ikke bare fjerde-
eller femtehåndsversioner. Det var ganske vidst ikke kvinden selv,
som fortalte, men vi der holdt mødet, havde fået informationer
direkte fra hende. Selvfølgelig skal hun ikke være tvunget
til personligt at sidde og fortælle foran alle. Det er heller
ikke nødvendigt at udpensle en masse detaljer på et offentligt
møde. De fleste af de kvinder, som foretager en politianmeldelse,
oplever at retssagen føles som en ny voldtægt, når
hun tvinges til at gå alle de mest intime og ubehagelige detaljer
igennem overfor en skeptisk domstol. Det skal ikke være nødvendigt
at kvinder skal føle sådan for at blive stolet på.
Det er derimod vigtigt, at de der tager emnet op har fået meget
information, og at de har fået den direkte fra hende. Sammen afgør
de, der holder mødet, og kvinden, som er blevet udsat, hvad der
skal siges. Det skal være tydeligt at det drejer sig om et overgreb.
Det skal være muligt at tage stilling til hvad der er sket, og
samtidig så skal hun ikke hænges ud. Det er en balancegang
som vi må passe på at holde til begge sider.
Den anden grund til at vi indkaldte til stormøde var, at vi ville
have at mange mennesker skulle deltage i beslutningsproceduren. Vi ville
have at der skulle være et tydeligt brud i det politiske hverdagsarbejde;
hallo, der er sket noget forfærdeligt og vi må samles alle
sammen for at diskutere og handle. Dette er ikke bare hendes problem
eller en lille kvindegruppes ansvar i skjulte. Dette er vores alle sammens
ansvar. Vores mål var at sætte emnet på dagsordenen
og tvinge folk til aktivitet.
Vi indkaldte både kvinder og mænd til stormødet.
Vi begyndte med at fortælle, hvad der var sket, og gik derefter
ud i mindre grupper for at diskutere om, og i så fald hvad, vi
skulle gøre. Desværre lærte vi endnu engang, at det
er umuligt at gøre sådan i et blandet miljø. Blandt
de tyve-tredive fyre, der var med til mødet, var der nogle enkelte,
som nogle kvinder - af forskellige årsager - ikke ville have skulle
deltage i beslutningen om hvad man skal gøre med en voldtægtsmand,
eftersom de havde deres egne knap så rare ting i bagagen. Sådan
vil det med stor sandsynlighed også være på alle større
åbne møder man indkalder til. For os var det urimeligt
og umuligt at gå ind og udvælge de ”flinke fyre”,
som måtte blive på mødet. I stedet for at starte
en uendelig diskussion om præcis hvor grænsen skulle gå
for at man måtte være med til mødet, så delte
vi os separatistisk op. Vi kvinder diskuterede emnet og traf en beslutning
om hvordan vi skulle gå videre. Mændene diskuterede hvordan
overgreb kan foregå i et bevidst politisk miljø, og hvad
de kunne gøre ved det. Vi opsummerede for hinanden i en storgruppe,
og fyrene kunne stille spørgsmål og give respons på
de beslutninger vi havde truffet.
Hvad skal offentliggøres?
Ud fra samme grund, som vi indkaldte til stormøde, så bestemte
vi os for at offentliggøre, det der var sket i Brand nr. 4/99
- for at give førstehåndsinformation til mange og for at
inddrage folk. Efterhånden gav endnu en kvinde lyd fra sig, som
var blevet udsat for samme person tidligere. Vi valgte også at
tage hendes historie med i det nummer, den var i høj grad en
bekræftelse på det, den første kvinde havde fortalt.
At hun også valgte at træde frem var selvfølgelig
positivt, men gav også en ubehagelig bismag. Mange af de, der
havde tvivlet på den første kvindes historie, var nu tavse.
Men skal det virkelig være nødvendigt, at det sker to gange,
eller snarere mod to forskellige kvinder, for at man skal tro på,
hvad kvinder fortæller?
Med til disse to kvinders historier var der et nummer til den person,
der havde interviewet dem og som havde været med til at holde
stormødet og skrevet teksterne i Brand, altså en person
som kunne svare på folks spørgsmål og give mere information
hvis det var nødvendigt. Tanken var, at kvinderne ikke selv skulle
behøve at høre på alle spørgsmål eller
tvinges til at trække sin historie frem igen og igen. Det fungerede
sådan, at få mennesker vidste hvem kvinderne var, og derfor
kunne de være mere i fred. Der var dog en del irriterede bieffekter,
for eksempel at de kunne få at vide at ”kender du XX, har
du hørt at han har voldtaget en pige i Stockholm?” Desværre
var der ingen, der tog kontakt til dette nummer for at lufte sin tvivl,
hvilket ikke betød at folk ikke tvivlede.
I det samme nummer af Brand kom der også en historie om yderligere
en voldtægt, der var skrevet og underskrevet af kvinden personligt.
Men den kvinde, der skrev under med sit navn, er også i langt
højere grad blevet personligt angrebet og udsat for aggressiv
mistillid. Derfor mener vi absolut, at kvinden ikke skal behøve
at træde personligt frem, for at blive stolet på.
Vi valgte ikke at offentliggøre mandens navn eller billede i
Brand. Selvom der kan være en gevinst ved, at kvinder bliver advaret
om ham på den måde, så havde vi som sagt en langsigtet
og konstruktiv indstilling. Vi ville ikke begynde processen med at hænge
ham ud for evigt. Derimod har vi ikke beskyttet ham i så mild
en grad, at hans navn blev holdt hemmeligt, når folk spurgte til
det, og det var tydeligt, at man ville kunne få hans navn at vide,
hvis man ringede til kontaktpersonen. Det er blevet diskuteret om man
eventuelt skulle have en mappe med navne og billeder af voldtægtsmænd
og kvindemishandlere. Sådan en mappe ville naturligvis være
utroligt integritetskrænkende overfor de mænd det drejede
sig om, men det må ses i forhold til den integritetskrænkelse,
som de har udsat kvinderne for. Sådan en mappe skulle under alle
omstændigheder kun laves, hvis det bliver aktuelt med en fast
kontinuerlig støttegruppe og i så fald efter yderligere
diskussioner. Vi lod spørgsmålet forblive uafklaret efter
det sidste møde.
I løbet af perioden kom der et interview med den første
voldtægtsmand til Brand. Vi valgte ikke at udgive det. Han påstod,
at han var uskyldig, og vi havde ingen grund til tro, at kvinderne havde
løjet for os. Hvornår har nazisterne fået lov til
at forsvare sig i Brand? "Jeg ville ikke tæve den der indvandrer,
han lyver bare, han faldt vel selv og slog sig." En voldtægtsmand
som ikke kom fra vores kredse, ville heller ikke blive spurgt om ikke
han ville skrive noget til Brand. Nu handler det om vores politiske
kammerater. Vi har allerede gjort det klart, at vi mener, at man skal
reagere anderledes, hvis overgreb sker indenfor vores miljø.
Vi har ikke argumenteret for libertære kontaktgrupper for Thomas
Quick (svensk serimorder -oversætterens kommentar). Vi har ikke
opfordret nogen til at slå eller på anden måde skade
voldtægtsmanden i vores miljø. Derimod var vi ikke interesserede
i at offentliggøre et interview med ham, inden vi overhovedet
havde mødt ham og konfronteret ham med kvindernes oplysninger.
At konfrontere ham
På stormødet blev der fremlagt nogle krav fra de udsatte
kvinder. Dels at fyren ikke skulle være velkommen i nogen af vores
lokaler eller arrangementer i Stockholm. Dels at nogen skulle konfrontere
ham med hvad han havde gjort.
På stormødet var der enighed om begge punkter, og der blev
udpeget en gruppe, som skulle tage kontakt til ham. Efter et stykke
tid udkrystaliserede gruppen sig til at blive to kvinder, Anna og Helga,
og to mænd fra Mansvar, Håkan og Jan-Åke, som stormødet
bestemte sig for at spørge. Vi tog kontakt til vores kammerater
i den by, der var tættest på der, hvor han boede, og sammen
med dem arrangerede vi et stormøde i september for det politiske
miljø i de omkringliggende byer. Vi fortalte, hvad vi vidste
om begge voldtægter, og om vores definition på voldtægt
(se ovenfor). Derefter delte vi os op seperatistisk. Den pågældende
fyr deltog i den mandlige gruppe, og de bestemte hvem der skulle være
med i en fortsat diskusionsgruppe. I gruppen indgik fyre fra flere byer
og både fyre der var kritiske og som var venner med ham.
I efteråret mødtes den gruppe to gange. Håkan og
Jan-Åke fra Mansvar holdt i trådende, holdt indledende oplæg
om feminisme, konfronterede ham med kvindernes oplysninger, stillede
spørgsmål til gruppen og styrede diskusionerne, så
man holdt sig til emnet. Fyren fik også pålagt at læse
Stina Jeffners bog og kommentere den. Håkan og Jan-Åke blev
også efter møderne i mandegruppen for at informere kvinderne
i byen om, hvad der var blevet diskuteret. Før og efter hvert
møde mødes hele vores gruppe, det vil sige Håkan,
Jan-Åke, Anna og Helga og de to kvinder det drejede sig om.
Det var en utrolig ambitiøs og omstændelig proces, som
krævede meget tid og energi, men vi syntes at det var nødvendigt.
Han ændrede delvist sine historier i løbet af diskussionerne
og frem for alt så ændrede han sin definition på voldtægt.
Vi ser det som at en større forståelse voksede frem. Idag
siger han, at det der skete kan klassificeres som voldtægt. Desværre
blev processen afbrudt af, at han rejste udenlands uden at høre
fra sig i flere måneder. Kontakten er taget op igen på vores
initiativ. Kontaktgruppen vil ikke fortsætte med at møde
ham. Vi mener, at han har forspildt sin chance for at udvikle samtalerne
til noget mere positivt. Han blev fra starten opfordret til at søge
professionel hjælp, og det har han gjort, hvilket vi synes er
rigtig godt. I stedet mødtes hele vores gruppe med ham en sidste
gang. Kvinderne ville gerne have de breve, de havde skrevet til ham,
tilbage og have mulighed for at konfrontere ham personligt med det han
havde gjort. Mødet tog en hel dag, og vi diskuterede i storgruppe,
og kvinderne snakkede med ham hver for sig. En del løse tråde
blev rettet ud, og han kunne ikke længere i samme grad som før
gemme sig bag, at han ikke kunne huske hvad der var sket. Vi diskuterede
også hvorvidt han ville skrive til Brand om sin ændrede
indstilling, nu når der var gået et stykke tid. Før
mødet sendte han en lang anmeldelse af Jeffners bog og et par
uger efter mødet kom hans indlæg til Brand, som blev udgivet
i nr. 1-2001. Vi har også været i kontakt med hans familie
og hans nuværende kæreste, for at de kunne få mulighed
for at spørge os om, hvad det var vi havde gjort og hvorfor.
Endnu en voldtægt
Midt under hele den her proces var der en ny voldtægt i vores
miljø i Stockholm. Vi benyttede samme indfaldsvinkel som før,
så godt det nu kunne lade sig gøre. Fyren blev udelukket,
men havde aldrig være særligt aktiv og var ikke til at få
fat i. Vi skrev om, hvad der var sket, i Inform, vores fanzine for den
udenomsparlamentariske venstrefløj i Stockholm. Vi havde et åbent
stormøde, hvor kvinderne traf nogle beslutninger, og manden deltog
i diskussionen.
Retssikkerhed?
Arbejdet med denne problemstilling har givet mange spørgsmål.
Har vi kompetance til overhovedet at forsøge at beskæftige
os med disse ting? Det er stærke følelser der bliver vakt
hos mange mennesker, og vi har ingen psykologiuddannelse eller lignende.
Vi baserer os på vores lange feministiske arbejde og vores sunde
fornuft, men er det nok? Hvis vi ikke syntes det, så måtte
vi spørge os selv, hvad er alternativerne? Er det et alternativ,
at opfordre alle kvinder til at politianmelde overgrebene istedet? Mange
af os reagerer sandsynligvis negativt overfor at blande politiet ind
i vores privatliv, men hvis vi ikke skulle gribe ind, og hun ikke børe
foretage anmeldelse, hvad skal hun så gøre? Holde kæft
og glemme, hvad der er sket? Det er overhovedet ikke noget alternativ.
Manglerne
Efter dette års forløb føler vi, at på trods
af at det ikke var det vi ville, så har vi brugt meget mere tid
og energi på fyrene end på kvinderne. Endnu engang har der
været for lidt støtte til kvinderne. De møder, vi
har haft, har frem for alt været praktisk orienterede. En variant
kunne være, at forsøge at danne en ordentlig basisgruppe,
som hun kan indgå i, eller at hjælpe med at skaffe god professionel
psykologhjælp, eventuelt via et kvinderådgivninscenter.
Endnu en stor mangel er det, at der stadig ikke er en fast kontinuerlig
gruppe, man kan kontakte. Der er løse diskussioner, og forhåbenligt
får vi samlet en gruppe efter hånden. Gruppen skal i så
fald nok først og fremmest være en hvilende gruppe, som
kan aktiveres ved behov.
Reaktioner
I løbet af vores arbejde begyndte der at opstå noget brok,
som efter hånden voksede i styrke. Hovedsageligt mænd, der
ikke havde deltaget i arbejdet eller i diskussionerne på møderne
(højst siddet tavst tilbagelænede), begyndte at mumle om
heksejagt og gabestokke. At holde åbne møder for at vi
sammen kunne diskutere, hvad vi skulle gøre, kaldes for heksejagt.
Ved de få tilfælde, hvor vrede eller skuffede kvinder har
taget emnet op overfor den aktuelle mand, så har det altså
været for at putte ham i en gabestok. En live-eksempel på
denne skammelige gabestokstaktik, som vi feminister bruger, var da en
kvinde gik frem til en af mændene i Stockholm nytårsaften
2000. Hun åbnede samtalen med "Jeg vil bare sige, at jeg
er så skuffet over dig" og han svarede "Jeg synes at
du skal lukke røven". Der sluttede samtalen.
Uanset dette eksempel, så mener vi, at kritiken er usaglig og
urimelig, fordi den maler os inde i et hjørne. Hvis vi hverken
kan tage overgreb op kollektivt på møder eller direkte
med ham - hvad er der så tilbage? Endnu engang bare at holde kæft?
Som sagt, så er det slet ikke noget alternativ. Vi må have
skabt et miljø, hvor kvinder er trygge. Hvor vi helst skulle
kunne slippe for at blive udsatte, men hvis vi nu skulle blive det,
så skal vi i det mindste kunne fortælle om overgrebene.
På trods af at det er en politisk mand, der har begået overgrebene.
Selvfølgelig er det på sin plads at være kritisk
overfor ting man hører. Men helt ærligt - hvor mange, når
de ser en notits om at en skinhead har overfaldet en indvandrer, tænker
at 1) han var nok egentlig ikke nogen nazist, eller 2) indvandreren
lyver eller i det mindste overdriver han? Vi ved nemlig ud fra vores
erfaring med antifascistisk arbejde, at det er så sandsynligt,
at det var en nazist, der slog indvandreren ned, at vi går ud
fra, at det er sandt. Selvfølgelig ved vi godt, at der findes
en mulighed for, at indvandreren lyver, men vi ved også, at den
er så lille, at den er til at overse. Jo, det kunne da godt være,
men med aller største sandsynlighed, så lyver han ikke.
Vi ved også, hvad vi kalder dem, som automatisk tvivler på
indvandrerens version. At gøre det er ikke at være kritisk
tænkende, det er at være fordomsfuld. Det samme siger vores
feministiske erfaring os, når det gælder mænds vold
mod kvinder.
ERFARINGER FRA KØBENHAVN
Eftersom det autonome miljø i København ligner vores miljø
ret meget, så har vi oversat en forkortet version af et diskussionsgrundlag,
som nogle feminister skrev der for nogle år siden. Lighederne
er påfaldende mange. Vi synes, at teksten giver en bredde i vores
diskussioner i Sverige. Hvis nogen vil have hele deres tekst (11 sider),
så kan vi sende den på dansk.
Åbent brev fra feminister i København
Dette brev er skrevet af en gruppe feminister omkring Kafa-X, og vi
har flere grunde til at skrive det. Dels for at afklare eventuelle misforståelser
om, hvad vi egentlig mener, og dels fordi vi har erfaringer angående
vold mod kvinder, som vi synes er vigtige at dele ud af.
Som i sikkert ved, har der været flere tilfælde, hvor mænd
fra "miljøet" har brugt vold mod kvinder. Nogle af
tilfældene har fået opmærksomhed og andre har ikke.
Fælles for alle de tilfælde, som har fået opmærksomhed,
er, at kvinden har betalt en høj pris. Der er blevet sået
tvivl om hendes værdighed, der har gået irrelevante rygter
om hendes privatliv om, hvad hun har gjort og sagt. Andre har begyndt
at nedvurdere alvoren af det, hun er blevet udsat for; "det var
vist ikke så alvorligt. som hun siger". Og sidst, men måske
også værst, er, at hun er blevet udsat for folks frustration
over, at de er blevet tvunget til at forholde sig til problemet. Påstande
som "se på den splittelse, du har skabt i miljøet"
har været gennemgående. Vi har valgt at sige, at kvinden
er uskyldig "indtil det modsatte er bevist". Vi mener, at
det kun er kvinden selv, som kan definere om og i hvilken grad hun er
blevet udsat for et overgreb.
Vores krav
Vi vil slå fast, at vi i grunden tror på, at mennesker kan
forandre sig, og med baggrund i denne tro har vi taget nogle punkter
frem, som udgør vores krav til manden.
1) Han skal give kvinden en uforbeholden undskyldning, for at han brugte
vold mod hende.
2) Han skal forklare sig overfor sine nærmeste politiske sammenhænge.
3) Han skal søge professionel hjælp.
4) Han skal modtage hjælp af sine venner (gerne en mandegruppe),
for at diskutere problemet og på den måde udvikles politisk
og personligt.
5) Han skal udelukkes fra de steder, kvinden definerer som sine.
Dette af flere årsager, dels for at sikre kvindens frirum, og
dels for at signalere at vold mod kvinder er uacceptabelt og at det
også har følger for den pågældende mand.
Kravet om udelukkelse har ofte gjort, at feminister bliver beskyldt
for at isolere voldsmanden 100% fra alting. Hvad det angår, må
vi sige to ting. Først og fremmest må vi slå fast,
at det er en utrolig svær balancegang både at varetage offerets
og gerningsmandens behov. Derfor har vi valgt først at koncentrere
os om kvindens behov, og overlade manden til sine venner. Dette har
vist sig at have en dårlig indvirkning på manden, fordi
det har vist sig at hans venner ikke har kunnet håndtere situationen.
Vi synes ikke, at det er rart pludselig at skulle gå ind og agere
dommere i andre menneskers liv, men vi synes heller ikke, det er rart
bare at se på, når kvinder bliver slået på.
Feministisk teori
Samfundet er bygget på mænds vurderinger og fungerer som
et kapitalistisk patriarkat, hvor mænd har fordelene og kvinder
undertrykkes. De to køn er opdelt i stereotype kønsroller,
som hver for sig indeholder præcis det, som kønnet bør
repræsentere i et patriarkalsk samfund. Mandlighed er spontanitet,
brutalitet, hårdhed og logisk tænkning. Kvindelighed er
intuition, mildhed, forståelse og omsorg. Vurderingerne er ikke
nødvendigvis dårlige, men at få sine egenskaber bestemt
efter sit køn er utroligt begrænsende for alle mennesker.
Derfor mener vi heller ikke, at det kun er kvinder, der må frigøre
sig fra patriarkatet, men at det er i alle menneskers interesse at bryde
ud af disse stereotyper.
FORSLAG TIL HANDLINGSPLAN
Ved at tydeliggøre, hvordan vi tager denne slags problemer op,
skaber vi dels en større tryghed i bevægelsen, eftersom
alle ved, hvordan problemerne vil blive taget op. Ved at formalisere,
hvordan vi går til værks, bliver det også en ligeværdig
behandling af de mænd, der har begået overgreb, og vi synliggør,
hvordan vi vil handle, så folk kan diskutere, kritisere og forbedre
disse retningslinier.
Når en kvinde fortæller om et overgreb, hun er blevet udsat
for, eller der begynder at gå rygter om, at sådan noget
er sket, så skal arbejdet med at starte grupper begynde så
hurtigt som muligt. En gruppe kan være to eller flere personer.
Mens dette foregår, er manden ikke velkommen i organisationens
aktiviteter og lokaler.
1) Indkald til et stormøde, hvis kvinden vil have det. Spred
informationer og nedsæt grupperne der. Ellers så gør
det på en uformel måde.
2) Nedsæt en gruppe af kvinder, som snakker med kvinden. Det er
godt, hvis det er nogen, hun har tillid til og som står hende
nær.
Formålet er, at:
A) Høre hvad der er sket.
B) Give hende støtte.
C) Finde ud af om hun har meninger om, hvordan sagen skal tages op,
om hun har nogen krav.
3) Nedsæt en gruppe af mænd eller både mænd
og kvinder, som snakker med manden. Det er godt, hvis det er personer,
som kender ham, og som han har tillid til, men som er i stand til at
give kritik.
Formålet er, at:
A) Høre hans version.
B) Konfrontere ham med hvad, hun har sagt. Få ham til at forsøge
at bytte roller - gå udenfor sig selv og forsøge at forstå,
hvorfor hun oplevede det, som hun gjorde.
4) Kvindens støttegruppe og mandens kontaktgruppe (og den berørte
kvinde, hvis hun vil være med) udarbejder en arbejdsplan. Skal
han udelukkes, må han arbejde i fora udenfor grupperne hvor hun
er med, skal han kunne komme med igen, hvis han arbejder med problemet,
skal det offentliggøres i for eksempel Brand?
Forslag til diskutionstemaer i en kontinuerlig kontaktgruppe for ham:
A) Læs Carin Holmbergs kapitel om parfold i "Det kaldes kærlighed".
Diskuter, at man har svært ved at leve sig ind i hvordan kvinden
oplever det, at man ofte forsøger at opretholde en privat sfære
omkring forholdet, at der almindeligvis er meget ulighed i hverdagen
i forhold, osv.
B) Læs Stina Jeffreys bog om voldtægt. Diskuter hvor grænsen
går for voldtægt, hvordan er mænds syn på grænsen,
hvordan kan det flyttes?
C) Snak om kvindens seksualitet (se tipsene i Brand nr. 1/2000).
D) Andre relevante diskutioner: alkoholproblemer, voldsproblemer m.m.
Formålet er at skabe et grundlag for, at han skal kunne forstå,
hvad der er sket. Målsætningen er, at han ikke gør
det igen.
Støttegruppen holder hele tiden kontakt med kvinden og fortæller,
hvad der sker, og følger op på hvordan hun har det. Når
problemer synliggøres og kommer op til overfladen, kan smerten
ofte komme tilbage, og støtten behøves endnu mere. Formålet
er at hjælpe kvinden til at sætte ord på, hvad der
er sket og styrke hendes selvværd.
5) Støttegruppen og kontaktgruppen (og den berørte kvinde,
hvis hun vil være med) foretager en bedømmelse af om manden
er velkommen tilbage, eller om kontakten med ham ikke giver noget resultat.
Hvis den pågældende mand ikke vil deltage i nogen proces
og opfører sig arrogant, så er der naturligvis ingen grund
til at fortsætte. Der er ingen grund til at tage al energi ud
af en politisk gruppe, for at løse en sexists problemer, hvis
han ikke er samarbejdsvillig. Så er det bedre at udelukke ham
og koncentrere sig om den udsatte pige.
LITTERATURTIPS
- Det kallas Kärlek, af Carin Holmberg
- Det kallas manshat, af Carin Holmberg
- Liksom våldtakt typ, Stina Jeffner
- Det eviga kriget mot kvinnan, Marilyn Freneh
Oversat fra svensk af fynske antifascister i 2004
Udgivet med tilladelse af AFA-Stockholm
afa.motkraft.net/stockholm
